Vestbredden, landområde vest for Jordanfloden, der fra 1950 og indtil Seksdageskrigen i 1967 var en del af staten Jordan; 5880 km2. Den østlige grænse udgøres af Jordanfloden, der samtidig er områdets vigtigste kilde til vandforsyning. Mod nord, vest og syd støder området op til staten Israel. Op mod grænsen til Israel ligger en smal stribe frugtbar agerjord, men den største del af området er et tørt og kuperet højland med småbjerge gennemskåret af dale med græsningsområder og smålandbrug. I den østlige del skråner landskabet ned mod Jordandalen.
Vestbredden har generelt varme og tørre somre og kølige vintre med nogen nedbør. Varmest er der i Jordandalen, mens højlandet har et lidt køligere klima. Vestbredden modtager i gnsn. 100 mm regn årlig. Befolkningen omfatter ca. 2,1 mio. (2013). Hertil kommer de israelske bosættere samt israelerne i Østjerusalem, i alt mere end 500.000. Foruden i Østjerusalem og de sydligt beliggende byer Betlehem og Hebron bor de fleste palæstinensere i den nordlige del i byområderne Ramallah, Nablus, Jenin og Tulkarem. Den palæstinensiske befolkning er meget ung. Det anslås, at 45% er under 15 år. 687.000 eller lige under 30% af indbyggerne er af UNRWA klassificeret som flygtninge. Af disse er over 150.000 bosat i 19 flygtningelejre.
Den økonomiske vækst i Gaza og på Vestbredden har siden Osloaftalen i 1993 været præget af store udsving (se Principaftalen). Landbruget er det vigtigste erhverv; der dyrkes primært citrusfrugter, oliven, grøntsager og kartofler, og en udbygning af denne sektor forekommer at være den mest oplagte vækstmulighed. Det kniber med at få gang i en eksport, der kan puste liv i økonomien. Denne hviler på tilskud fra internationale donorer og indtægter fra de palæstinensere, der arbejder i Israel. Sidstnævnte indtægt er usikker, fordi Israel jævnligt har lukket grænserne mellem Vestbredden og det egentlige Israel. De tidligere ret betydelige indtægter fra migrantarbejdere i landene ved Den Persiske Golf faldt dramatisk i forlængelse af Golfkrigen i 1990-91, men voksede i sidste del af 1990'erne. Den økonomiske situation på Vestbredden er efter årtusindskiftet blevet forværret, bl.a. som en følge af magtkampen mellem Hamas og Fatah i de palæstinensiske områder.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.