Allahabad

Allahabad, Prayag, by i Uttar Pradesh, Indien; 1,1 mio. indb. (2011). På dette sted, hvor den mudrede Ganges møder den klare Yamuna, lå der oprindelig en hellig by, og Allahabad er skueplads for tusinder af tilrejsendes fællesbad. Ved Kumbh Mela-festen hvert 12. år strømmer millioner af hindupilgrimme hertil.

Byen er center for administration og uddannelse; den har et universitet, en del industri og fungerer som marked for Gangesslettens landbrugsprodukter. Den er også vej- og jernbaneknudepunkt. Den nye bydel mod vest tegner med sit retvinklede net af brede gader, kantet af store træer, et helt andet bybillede end de traditionelle kvarterer nærmest fortet i byens østlige del, hvor de to floder mødes.

Den nuværende by blev grundlagt i 1583 af kejser Akbar, der kaldte den al-Ilahabad 'Guds by'. Den blev provinshovedstad i mogulperioden, var senere under skiftende herredømme og blev i 1801 overdraget til briterne. Fra 1904-49 var den hovedstad i United Provinces, nu Uttar Pradesh. Den var centrum for den indiske uafhængighedsbevægelse og hjemsted for familien Nehru, hvis ejendom nu er museum.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig