Faktaboks

Alice Munro

Anne Laidlaw

Født
10. juli 1931, Wingham, Ontario, Canada
Død
13. maj 2024, Port Hope, Ontario, Canada

Alice Munro.

.

Alice Munro var en canadisk forfatter, Bookerpris- og Nobelprismodtager. Hun blev kendt som novellens mester og var højt værdsat både af kritikere, andre forfattere og et stort internationalt publikum.

Munro begyndte som novelleforfatter og slog igennem med romanen Lives of Girls and Women (1971, dansk titel Pigeliv og kvindeliv, 1986). Siden fortsatte hun med at skrive noveller, der i en knap og intens realistisk stil skildrer især kvinder, ofte i konflikt mellem tradition og fornyelse, land og by.

Novellegenrens mester

Alice Munros noveller er uhyre stofmættede, hele livsbilleder med romanvirkning, fx Open Secrets (1994, dansk titel Offentlige hemmeligheder, 1996). Samlingen Friend of My Youth (1990, dansk titel Min ungdoms veninde, 1993) har erindringen som tema og udspiller sig som mange andre i et barndomsmiljø på landet.

The Love of a Good Woman (1998, dansk titel En god kvindes kærlighed, 2002) bekræfter Alice Munros position som en novellegenrens mester.

Hun skrev desuden bl.a. Hateship, Friendship, Courtship, Loveship, Marriage (2002, dansk titel Fjendskab, Venskab, Ægteskab, 2012), Runaway (2005, dansk titel Væk, 2010) og Too Much Happiness (2009, dansk titel For meget lykke, 2013).

Priser og hædersbevisninger

Alice Munro modtog en lang række hædersbevisninger, bl.a. blev hun hele tre gange tildelt den canadiske bogpris Governor General’s Literary Awards; i 1971, 1978 og 1986. I 2009 modtog hun Man Booker International Prize (se Bookerprisen), og i 2013 blev hun tildelt Nobelprisen i litteratur for sit mesterskab inden for novellegenren.

Alice Munro var dog på det tidspunkt pga. problemer med hjertet ikke i stand til at rejse til Stockholm for at modtage prisen. I stedet rejste hendes datter Jenny Munro (f. 1957) på vegne af sin mor.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig