Alexios 1. Komnenos

Alexios 1. Komnenos, ca. 1057-15.8.1118, byzantinsk kejser fra 1081. Da Alexios kom på tronen, forsøgte flere oprørere at erobre kejsermagten. Samtidig blev riget trængt; i Lilleasien af tyrkerne, på det vestlige Balkan af normannere fra Syditalien. Han sluttede da 1082 forbund med Venezia mod tilståelse af rige privilegier, og Venezias flåde blev et vigtigt våben mod normannerne. Fra 1090-91 var Konstantinopel under belejring både af nordfra kommende tyrkiske folkeslag og af den sydfra kommende emir af Smyrna. Hårdt trængt af tyrkerne i Lilleasien udsendte Alexios til paven en appel om soldater fra Vesteuropa, hvilket pave Urban 2. vendte til en generel appel om et korstog under pavelig overhøjhed, som skulle befri det af tyrkerne besatte Jerusalem.

Dette var ikke, hvad Alexios havde ønsket, men han fik udnyttet korsfarernes march gennem Lilleasien til i 1097 at sætte sig i besiddelse af det tyrkisk besatte Nikæa. Blandt korsfarerne havde han især problemer med normanneren Bohemond af Taranto, som gjorde sig til fyrste af Antiochia, men som senere — i 1108 — måtte anerkende kejserens overherredømme over Antiochia. De sidste 10 år af Alexios' regeringstid blev roligere.

Alexios kombinerede i begyndelsen en dygtig alliancepolitik med møntforringelser og en centralisering af magten i sin egen familie. Administrationen blev effektiviseret, og fra ca. 1092 var der atter orden i møntvæsenet. Han lagde vægt på kejserdømmets religiøse side, fordømte filosoffer, der fjernede sig for meget fra kirkens lære, og lod kættere brænde på bålet. Alexios blev den første byzantinske kejser, som modtog skandinaviske konger; først Erik 1. Ejegod fra Danmark i 1103 (skildret hos Saxo Grammaticus) og derefter Sigurd 1. Jorsalfar fra Norge i 1111 (skildret hos Snorri Sturluson).

Alexios var far til historikeren Anna Komnena, hvis værk er en vigtig kilde til hans regeringstid.

Alexios er af nogle historikere blevet kritiseret for at have solgt for meget ud af rigets værdier og at have fremmet en feudalisering af riget; hans regeringstid blev dog indledningen til en ny blomstringsperiode, både økonomisk og kulturelt samt militært.