Efter samtidens skik er enkelte af bøgerne udgivet i slutningen af det foregående år, men med det følgende år trykt på titelbladet. Her angives overalt det trykte årstal.
-
Anden April 1801. En dramatisk Situation (1802)
-
Digte (1803). Heri bl.a. Guldhornene, Oldingen ved Werthers Grav og Sanct Hansaften-Spil
-
Poetiske Skrifter (2 bind, 1805). Heri bl.a. Freyas Altar, Langelands-Reise, Jesu Christi gientagne Liv i den aarlige Natur, Vaulundurs Saga og Aladdin, eller den forunderlige Lampe
-
Nordiske Digte (1807). Heri Thors Reise til Jothunheim, et episk Digt; Baldur hin Gode, et mythologisk Sørgespil; Hakon Jarl hin Rige, et Sørgespil
-
Palnatoke. Et Sørgespil (1809)
-
Sovedrikken. Et Syngestykke (1809)
-
Axel og Valborg. Et Sørgespil (1810)
-
Correggio. Tragedie (1811)
-
Stærkodder. Tragødie (1812)
-
Ludlams Hule. Syngespil (1814)
-
Helge. Et Digt (1814)
-
Hagbarth og Signe. Tragødie (1815)
-
Eventyr af forskiellige Digtere; sammendragne og oversatte (2 bind, 1816)
-
Hroars Saga (1817)
-
Fostbrødrene. Tragødie (1817)
-
En Reise fortalt i Breve til mit Hiem (2 bind, 1817-18)
-
Nordens Guder. Et episk Digt (1819)
-
Erik og Abel. Tragødie (1820)
-
Tordenskiold. Syngespil (1821)
-
Samlede Digte (3 bind, 1823-24). Heri bl.a. Der er et yndigt Land
-
Øen i Sydhavet. Roman (4 bind, 1824-25)
-
Hrolf Krake. Et Heltedigt (1828)
-
Oehlenschlägers Levnet, fortalt af ham selv (2 bind, 1830-31)
-
Norgesreisen. En Digtekrands (1834)
-
Fyensreisen. Digtekrands (1835)
-
Dina. Et tragisk Drama (1842)
-
Landet fundet og forsvundet. Et nordisk Heltespil (1846)
-
Amleth. Tragødie (1847)
-
Kiartan og Gudrun. Tragødie (1848)
-
Digtekunsten. I Poesier (1849)
-
Erindringer (4 bind, 1850-51)
-
Oehlenschlägers samlede Værker (i 30 bind, 1841-49)
I de Poetiske Skrifter foldede Adam Oehlenschläger sig ud i flere genrer. Han besang dansk natur og historie i en digtkreds, Langelands-Reise i Sommeren 1804; i en anden tolkede han, universalromantisk, naturens gang ud fra evangeliet.
I Vaulundurs Saga, et eventyr i gammelnordisk stil, berettede han om kunstsmeden, der udvikles gennem prøvelser; i lystspillet Aladdin, eller Den forunderlige Lampe om "naturens muntre søn", der gør det samme: Nok har han fra barnsben lykken med sig — talemåden "at få appelsiner i sin turban" stammer herfra — men han må gøre sig fortjent til den, i konflikt med den mørkt grublende Noureddin, der med al sin lærdom mangler den skabende kraft.
Aladdin udmærker sig ved et overdådigt sprogligt register og orientalsk farvepragt i scenerierne; det er blevet stående som romantikkens hovedværk.
Poetiske Skrifter var tilegnet kronprinsen, "Danmarks Frederik" (6.), der kvitterede med et rejsestipendium, flere gange suppleret, så Adam Oehlenschläger i næsten fire år, 1805-09, kunne rejse i Europa, i Napoleonskrigenes tid, hvad rejsen til dels blev præget af. Han var umådelig produktiv på hele rejsen.
I Halle, hvor han besøgte Henrik Steffens, skrev han under indtryk af William Shakespeares dramatik sit første sørgespil, Hakon Jarl hin Rige, om den "sidste hedning", der forsvarer asatroen mod kristendommen, repræsenteret af den unge kong Olaf.
I Weimar omgikkes han Johann Wolfgang von Goethe og påbegyndte Baldur hin Gode, hvori kampen mellem godt og ondt, personificeret af Balder og Loke, får form som en græsk skæbnetragedie. Han opholdt sig længe hos Madame de Staël i Genève og fortsatte til Paris, hvor han bl.a. skrev Axel og Valborg (1810), et kærlighedsdrama over en folkevise, i formen præget af den strammere franske tragedie.
I Rom skrev han skuespillet Correggio (1811) om den italienske renæssancemaler, hvis forhold til den store Michelangelo afspejler Adam Oehlenschlägers forhold til Goethe (der fandt stykket sentimentalt). Hakon Jarl og Baldur hin Gode indgik i Nordiske Digte (1807) tillige med det episke digt Thors Reise til Jotunheim, der senere blev en del af Nordens Guder (1819), en gendigtning i skiftende versformer af hele den nordiske gudelære.
I fortalen til Nordiske Digte fremhævede Adam Oehlenschläger den historiske bedrift og "det ejendommeligt nationale" som digtningens højeste emner; det var dem, han dyrkede i den lange række sørgespil, han skrev i årene derefter.
Han havde allerede gjort det i sit første dramatiske forsøg, Anden April 1801 (1802), om Slaget på Reden, som han havde overværet som medlem af det frivillige studenterkorps. Fædrelandets kriseår efter Statsbankerotten 1813 og afståelsen af Norge i 1814 blev også digteren Oehlenschlägers vanskeligste tid (den senere nationalsang "Der er et yndigt Land" blev første gang trykt i 1823).
Da han ikke længere stod for det nye, men havde en dominerende position, blev inspirationen, der er usvækket i romancekredsen Helge (1814), efterhånden mattere, og kritikken stærkere. Jens Baggesen, der i 1806 havde hyldet Adam Oehlenschläger i rimbrevet "Noureddin til Aladdin", indledte en "fejde", der varede i årevis og inddrog mange på begge sider. Senere overtog Johan Ludvig Heiberg kritikken; han mente, i 1827, at det ikke var i dramaet, men i romancen, at Oehlenschlägers geni kom til sin ret.
Oehlenschläger reagerede mod Heibergs filosofisk begrundede kritik og forlangte "fantasi og hjerte" af kritikeren. Om hans egen indfølende kritik vidner de forelæsninger Om Evald og Schiller (udg. 1854), som han holdt, da han i 1810 var blevet udnævnt til professor i æstetik.
Trods dette embede måtte han, som familiefar, stadig kæmpe med økonomiske problemer; han forsøgte sig som sin egen forlægger og arbejdede aktivt for at udbrede sine værker, som han selv oversatte, på det tyske marked. Han var stadig meget produktiv og skrev, uden større succes, en række synge- og lystspil foruden de i alt 25 tragedier.
I sit sidste tiår kom han tidens interesse for psykologisk sammensatte typer i møde med dramaet Dina (1842), der udspiller sig på Frederik 3.'s tid, og kærlighedstragedien Kiartan og Gudrun (1848), der stadig har noget af ungdomsværkernes glød.
1830-31 udkom Oehlenschlägers Levnet, fortalt af ham selv, siden udvidet til Erindringer, 1-4 (1850-51), skrevet med selvfølelse, men uden selvhævdelse. De vidner, ligesom de senere udgivne Breve fra og til Adam Oehlenschläger (18 bd., 1945-96), om hans brede interessefelt, heftige temperament og den "naive naturlighed", som han mente at finde hos Shakespeare og Goethe, men ikke hos de tyske romantikere, som han kun i sin ungdom lod sig opflamme af.
Fra guldalderens andre genier, N.F.S. Grundtvig, H.C. Andersen, Søren Kierkegaard, adskiller han sig ved sin mangel på særhed, men ikke på originalitet; han var i sine bedste værker så at sige genialt normal, et lyrisk naturtalent, der fandt mangfoldige udtryk for elementære følelser, men skyede det ekstreme og anstødelige.
Da han forelagde den tyske naturfilosof F.W.J. Schelling sin livsfilosofi, svarede denne: "De har en sund og brav filosofi," — men, fortsætter Adam Oehlenschläger: "han mente, at man nok kunne gå videre". Det var der andre, der gjorde, også i Danmark.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.