I Australien og New Zealand har årsdagen for landgangen på Gallipoli den 25. april siden 1916 været højtideligholdt som ANZAC Day, der hurtigt blev en af de vigtigste nationale helligdage i de to lande. Dagens ritualer blev i høj grad knyttet til mindet om de faldne, men dagen fik særlig betydning, fordi ANZAC’s indsats på Gallipoli blev tolket som de to landes nationale fødsel gennem ilddåb. Især i Australien blev det en udbredt opfattelse, at soldaternes repræsenterede særlige nationale særtræk, skabt af det hårde liv i bushen. ANZAC-soldaten var ikke bare modig og stærk; han var også demokratisk indstillet, kritisk over for autoriteter, havde en udpræget humoristisk sans og var bogstavelig talt villig til at gå gennem ild og vand for sine kammerater.
Denne særlige australske identitet blev dog opfattet som britisk identitet, og i både Australien og New Zealand blev krigen set som en kamp for imperiet. Det var inden for rammerne af en britiske imperial identitet, at ANZAC blev hyldet i mellemkrigstiden. Det blev umiddelbart forstærket af 2. Verdenskrig, men i takt med det britiske imperiums opløsning efter 1945 ændrede tolkningen af krigsindsatsen langsomt karakter. Nu blev den i begge lande læst i et klart nationalt perspektiv og i betydelig grad også i et postkolonialt perspektiv, hvor soldaterne på én gang blev mindet som helte og som ofre for det britiske imperium. Denne udvikling slog for alvor igennem i begge lande fra 1980’erne.
I den newzealandske tradition blev der også lagt større vægt på indsatsen af frivillige fra den oprindelige maori-befolkning, og ANZAC Day blev således et element i udviklingen af forståelsen af New Zealand som et tokulturelt samfund siden 1990’erne.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.