AB 92

AB 92, Almindelige Betingelser for arbejder og leverancer i bygge- og anlægsvirksomhed, dokument der giver juridiske standardvilkår for entreprisearbejder i Danmark, udarbejdet i Boligministeriets regi, vedtaget i 1992; se også entreprise.

AB 92 er særlig møntet på aftaler inden for de klassiske entrepriseformer (fag-, stor-, hovedentreprise m.fl.) og har mange træk til fælles med entreprisereguleringerne i navnlig Norge og Sverige.

AB 92 er det sidste skud på stammen af en række tidligere danske AB-reguleringer på entrepriseområdet (AB 72, AB 51 og AB 15). Som entreprise-normeringssystem, kan AB føres helt tilbage til slutningen af 1800-tallet. Selvom AB 92 ikke har lovgyldighed - og således kræver særlig vedtagelse af byggesagens parter - er reglerne i praksis for entrepriseområdet, hvad købeloven er for almindeligt køb/salg af løsøre.

AB 92 er ikke udarbejdet med øje for entrepriseforhold, hvor entrepriseaftalen omfatter såvel udførelse som den væsentligste del af projekteringen og byggeriets/anlæggets øvrige ydelser (totalentreprise). For denne entrepriseform har boligministeren derimod i 1993 (for første gang) udarbejdet et særskilt regelsæt: Almindelige Betingelser for Totalentreprise, ABT 93. Disse betingelser har i opbygning og systematik taget afsæt i AB 92, men er tilpasset totalentrepriseformens bredere ydelsesforudsætninger m.v. og de deraf afledte risiko- og ansvarsforhold.

I 2014 indledes en revision af AB-vilkårene efter en række initiativer og forslag fra arbejdsgiverforeningen Dansk Industri og Københavns Universitet. Det er dog endnu uvist, hvornår en ny AB i givet fald kan forventes.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig