Komponist |
Film |
År |
Max Steiner |
King Kong |
1933 |
|
Gone With the Wind (Borte med Blæsten) |
1939 |
|
Casablanca |
1942 |
Erich Wolfgang Korngold |
Captain Blood (Kaptajn Blod) |
1935 |
|
The Adventures of Robin Hood (Robin Hood) |
1938 |
|
The Sea Hawk (Havørnen) |
1941 |
Dimitri Tiomkin |
It's a Wonderful Life (Det er herligt at leve) |
1946 |
|
High Noon (Sheriffen) |
1952 |
|
Rio Bravo |
1959 |
Bernard Herrmann |
Citizen Kane |
1941 |
|
North by Northwest (Menneskejagt) |
1959 |
|
Psycho |
1960 |
|
TaxiDriver |
1976 |
Henry Mancini |
Touch of Evil (Politiets blinde øje) |
1958 |
|
Hatari! |
1961 |
|
The Pink Panther (Den lyserøde panter) |
1963 |
Maurice Jarre |
Lawrence of Arabia (Lawrence af Arabien) |
1963 |
|
Dr. Zhivago (Dr. Zivago) |
1965 |
|
Witness (Vidnet) |
1985 |
Nino Rota |
La Strada |
1954 |
|
La dolce vita (Det søde liv) |
1960 |
|
The Godfather I-III |
1972, 1974, 1990 |
Ennio Morricone |
Il Buono, il brutto, il cattivo/The Good, the Bad and the Ugly (Den gode, den onde og den grusomme) |
1967 |
|
C'era una volta il West/Once Upon a Time the West (Vestens hårde halse) |
1968 |
|
The Untouchables (De uovervindelige) |
1987 |
Jerry Goldsmith |
Planet of the Apes (Abernes planet) |
1968 |
|
Chinatown |
1974 |
|
Alien (Alien – den 8. passager) |
1979 |
John Williams |
Star Wars (Stjernekrigen) |
1977 |
|
Raiders of the Lost Ark (Jagten på den forsvundne skat) |
1981 |
|
Jurassic Park |
1993 |
I årene efter lydfilmens gennembrud sidst i 1920'erne blev stumfilmens musikpraksis, dvs. tonesprog og funktion, bibeholdt. Det var musikkens rolle at markere tid, sted og handling i filmen, at udtrykke følelser, underbygge billedfortællingen og fx som ouverture eller efterspil at understøtte strukturen i hele filmen.
I Hollywood-musikkens guldalder (1935-1955) hentedes den musikalske inspiration fortrinsvis fra den senromantiske, europæiske kompositionsmusik (fx Richard Wagner og Richard Strauss), som hos periodens mest stilskabende filmkomponister, de østrigskfødte Max Steiner og Erich Wolfgang Korngold.
I 1950'erne fandt en nyorientering sted inden for filmmusikken. Jazz og siden anden rytmisk musik vandt indpas som underlægningsmusik, og efterhånden blev det af afgørende betydning for den enkelte film, at et eller flere musikalske numre kunne sælges selvstændigt, uafhængigt af deres anvendelse i filmens fortællemæssige sammenhæng.
Tendensen indledtes med Dimitri Tiomkins Do Not Forsake Me, Oh My Darlin' fra Fred Zinnemanns High Noon (1952, Sheriffen) og fortsatte med fx Maurice Jarres Lara's Theme fra David Leans Dr. Zivago (1965) og i talrige senere film.
I 1960'erne var sang- og nummer-orienteret populærmusik, der fremførtes af relativt små besætninger, dominerende. Den symfoniske musik for stort orkester vendte dog i 1970'erne tilbage til filmen med fx John Williams' musik til Steven Spielbergs og George Lucas' film.
En fremherskende tendens i 1980'erne blev musikvideoens indflydelse på underlægningsmusikken. Det førte til et brud med et af den klassiske Hollywoodfilms musikalske principper, idet musikken nu ofte i regulære handlingsfilm overordnes fortællingen, således at et popnummer høres i hele dets udstrækning, mens billedsiden handlingsmæssigt går i stå, sådan som det tidligere kun var tilfældet i musicals eller deciderede musikfilm.
Filmmusikken har ofte været betragtet som ligegyldig funktionsmusik og kunstnerisk underlødig i sammenligning med kompositionsmusikken. Ikke desto mindre har flere kendte komponister taget livtag med filmmusikken. Først var Camille Saint-Saëns, der skrev musikken til den franske instruktør André Calmettes (1861-1942) L'Assasinat du Duc de Guise (1908, Mordet på Hertugen af Guise), men også fx Arthur Honegger prøvede kræfter med stumfilmen.
Benjamin Britten og Ralph Vaughan Williams skrev i 1930'erne og 1940'erne musik til en række britiske dokumentarfilm, og i Sovjet arbejdede Sergej Prokofjev sammen med filminstruktøren Sergej Eisenstein, og Dimitrij Sjostakovitj skrev 1929-72 musik til i alt 26 film.
I Danmark har flere klassiske komponister skrevet filmmusik, fx Fini Henriques (Vilhelm Glückstadts (1885-1939) De Dødes Ø, 1913), Poul Schierbeck (Carl Th. Dreyers Vredens Dag, 1943), Herman D. Koppel (Astrid Henning-Jensens Palle alene i Verden, 1949) og Per Nørgård (Gabriel Axels Babettes gæstebud, 1987).
Til de betydeligste og mest populære danske filmkomponister hører Kai Normann Andersen og Sven Gyldmark og i nyere tid Bent Fabricius-Bjerre.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.