Faktaboks

Robert Habeck
Født
2. september 1969, Lübeck, Tyskland
Robert Habeck i 2018
Af /Wikimedia Commons.
Licens: CC BY SA 2.0

Robert Habeck er en tysk politiker. Siden 2018 har han været formand for partiet De Grønne sammen med Annalena Baerbock. Da Olaf Scholz dannede en såkaldt trafiklysregering på basis af SPD (Scholz’ eget parti med rød partifarve), De Grønne (grøn partifarve) og det liberale FDP (gul partifarve) i slutningen af 2021 blev Robert Habeck en slags superminister som både økonomi- og klimaminister.

Politisk karriere

Habeck har været aktiv i politik siden 2002, da han blev lokalformand for De Grønne i Flensborg. Forud herfor havde Habeck taget en kandidatgrad og en ph.d.-grad i litteratur fra Hamborgs Universitet. Han har et betydeligt forfatterskab bag sig sammen med sin kone, Andrea Paluch.

I 2004 blev Habeck formand for De Grønne i hele Slesvig-Holsten, og i 2008 var han partiets spidskandidat ved kommunalvalget i Flensborg. Han blev medlem af Slesvig-Holstens Landdag i Kiel i 2012, hvor han fik posten som energi-, miljø og landbrugsminister i delstatsregeringen. I Habecks tilfælde fungerede deltagelse i delstatspolitikken som en politisk læringsplatform og afsæt til en landspolitisk karriere. Det ses tit i det tyske føderale system.

I 2018 blev Habeck som nævnt medformand for De Grønne, hvilket åbnede porten til ministerposten i Scholz’ regering i 2021. Habeck har naturligvis en klar miljø- og klimapolitisk profil, men han har også markeret sig imod, at f.eks. identitetspolitikken tager overhånd.

Dansk forbindelse

Habeck taler dansk og har været på ophold på Roskilde Universietscenter i studietiden. Hans fire børn har gået i det danske mindretals skoler i Flensborg, og de studerer i Danmark.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig