Faktaboks

Li Qiang
Født
23. juli 1959
Li Qiang ved afslutningen af den 20. partikongres den 22. oktober 2022.
Byline: Tingshu Wang/Reuters/Ritzau Scanpix.

Li Qiang er en kinesisk politiker, der blev valgt til medlem af Politbureauets Stående udvalg ved 20. partikongres i oktober 2022.

Tidlig karriere

Li Qiang har studeret landbrugsmekanisering ved Zhejiang’s Institut for Landbrug og på deltidsbasis produktionsledelse ved Zhejiang Universitet. Han har også studeret international økonomi ved Den Centrale Partiskole i Beijing og besidder en MBA grad fra Hong Kong Polytechnic University.

Li Qiang blev medlem af KKP i 1983. Han har primært gjort karriere i Zhejiang provinsen og var i en periode leder af Xi Jinpings sekretariat, mens denne var partisekretær i provinsen.

Partileder i Shanghai

I 2016 blev Li Qiang forfremmet til partisekretær i Jiangsu provinsen. I 2017 blev han flyttet til Shanghai og udnævnt til partisekretær. Her blev han kendt for at støtte den private sektor og for at skabe gode betingelser for udenlandske virksomheder. Bl.a. tillod han etablering af en udenlandsk ejet Tesla fabrik – den største af sin art uden for USA.

Li Qiang er også kendt for sin hårdhændede nedlukning af Shanghai i forbindelse med et Covid-19 udbrud i foråret 2022, hvilket skabte hård lokal kritik. Alligevel blev han på baggrund af støtte fra Xi Jinping på 20. partikongres i oktober 2022 valgt ind i Politbureauets Stående Udvalg.

I stilling som ny premierminister

I partiledelsens rangorden er han nu nummer to efter Xi Jinping og står til at blive udpeget som ny premierminister, når Den Nationale Folkekongres mødes i foråret 2023.

Li Qiang regnes for en af generalsekretær Xi Jinpings nærmeste allierede.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig