Tegning fra en stribe bragt i Hjemmet i januar 1940. Kaptajn Vom er ikke, trods sit navn i den danske oversættelse, fru Voms mand, men blot en logerende sømand. Flere af seriens figurer har i originaludgaven tyskklingende navne; således hedder Kaptajn Vom 'Der Captain' og fru Vom 'Die Mama', mens Inspektør Smæk hedder 'Der Inspector' og Knold og Tot 'Hans und Fritz'.

.

Knold og Tot (am. The Katzenjammer Kids) var den første verdenskendte tegneserie, skabt i 1897 af tysk-amerikaneren Rudolph Dirks (1877-1968).

Faktaboks

Etymologi

"Katzenjammer" er et tysk ord, der bogstaveligt betyder ”katte-jammer”. Begrebet anvendes ofte til at beskrive tømmermænd, hvor den lidende persons stønnen sammenlignes med kattejammer.

Også kendt som

The Katzenjammer Kids, The Captain and the Kids, Ole og Peter

Sammen med Hogan's Alley (The Yellow Kid), Happy Hooligan og Little Nemo var Knold og Tot stjerner i de amerikanske avisers tegneseriesektioner, der var fundamentet bag den voksende tegneseriekultur.

Seriens historie

Dirks var i udvikling af serien til dels inspireret af landsmanden Wilhelm Buschs illustrerede historier om Max und Moritz (1865), to uvorne unger, der terroriserer deres omgivelser, men Knold og Tot spænder videre.

Knold og Tot bruger al deres energi på at angribe voksenautoritet og de traditionelle værdier, som samfundet havde. Kombinationen af grove destruktionsløjer, autoritetsforagt og latterliggørelse af dumhed ramte plet og var samtidig med til at etablere tegneserien som et medie for anarki, satire og oprør mod det pæne.

Ophavsretlige konflikter

Dirks tegnede serien indtil 1912, hvor han havde en konflikt med udgiveren, William Randolph Hearst fra the New York Journal. Det skete, fordi Dirks dette år ønskede at holde orlov, men Hearst ville ikke tillade det. Dirks forlod alligevel avisen, og striben blev overtaget af tegneren Harold Knerr (1882-1949).

Det endte med et retsligt opgør, og efter langvarige juridiske kampe blev udfaldet, at avisen beholdt rettighederne til The Katzenjammer Kids, men Dirks fik dog lov til at bruge figurerne i andre striber. Han gav serien en ny titel, The Captain and the Kids. Serien lignede The Katzenjammer Kids indholdsmæssigt og karaktermæssigt, men Dirks havde en mere verbal stil end Knerr (der så til gengæld ofte skabte stærkere visuelle gags).

I Danmark hed Dirks' udgave Ole og Peter, og serien startede efteråret 2011 som Kaptajnen og ungerne v. Forlaget Zoom.

Knerrs Knold og Tot er stadig uløseligt knyttet til ugebladet Hjemmet, hvor den blev bragt fra nummer 39 i 1908 og indtil nummer 38 i 2022.

Serien trykkes stadig over hele verden, og den er således ikke blot en succes i sig selv, men et monument over mediets holdbarhed. Knold og Tot er siden 1911 blevet udgivet som julehæfte i Danmark.

Seriens betydning

Knold og Tot har haft en markant betydning for populærkultur i og uden for USA, samt ikke mindst for udviklingen af tegneseriemediet: Seriens brug af lydord og taleballoner fik således stor betydning for tegneserieæstetikken, og serien har bl.a. været inspirationskilde for serier som Radiserne og Steen og Stoffer.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig