Yellow Kid, avistegneserie skabt af Richard Felton Outcault; udgivet 1896-98 efter at være begyndt under navnet Hogan's Alley (1895). Navneskiftet skyldtes udviklingen af en gul trykfarve, der kunne tørre hurtigt nok til avisproduktion, og som blev brugt til hovedpersonens, en skaldet, storøret drengs, natskjorte. Med sin brug af talebobler og fortælleforløb er serien blandt kandidaterne til titlen som verdens første rigtige tegneserie.