Jacopo Sansovino var en italiensk billedhugger og arkitekt. Han var elev af Andrea Sansovino i Firenze, hvis navn han antog. Fra 1505 hørte han til kredsen omkring Bramante i Rom, og i 1511-1518 var han i Firenze og udførte bl.a. statuerne Bacchus (Bargello, Firenze) og Jakob til domkirken.
I 1518 var Jacopo Sansovino atter i Rom, men kom efter byens plyndring i 1527 til Venedig, hvor han fik sit virke som en af højrenæssancens betydeligste kunstnere. Han opførte bl.a. Libreria Vecchia (påbegyndt 1536) og La Zecca (Mønten, 1537-1543) samt Loggettaen på Markuspladsen (1537-1540) med skulpturudsmykning, bl.a. Madonna della Loggetta.
Til Markuskirken i Venedig udførte Jacopo Sansovino relieffer på sakristiets døre og korskranker samt de fire evangelister foran højalteret, alt i bronze, og til Dogepaladset de to kolossalstatuer Mars og Neptun på Giganternes Trappe (1567).
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.