Georges Urbain, 12.4.1872-5.11.1938, fransk kemiker, fra 1908 professor ved universitetet i Paris. Han var en af den tids ledende forskere af lanthanider. I 1907 isolerede han af ytterbia (ytterbiumoxid) små mængder af et hidtil ukendt grundstof. Det nye grundstof kaldte han lutetium efter det latinske navn for Paris, Lutetia; C. Auer von Welsbach havde dog allerede i 1905 gjort denne opdagelse, men uden at offentliggøre den.