Bertel Thorvaldsen var en dansk billedhugger. Hans islandskfødte far, Gotskalk Thorvaldsen (Þorvaldsson, 1740-1806) arbejdede som billedskærer i København.
Bertel Thorvaldsen
Faktaboks
Bertel (Albert, Alberto) Thorvaldsen
- Født
- 19. november 1770
- Død
- 24. marts 1844, København
- Levetid - kommentar
- Omtrentligt fødselsår
Uddannelse
Sønnen Bertel kom allerede i 1781 på Kunstakademiet, hvor han havde N.A. Abildgaard og Johannes Wiedewelt som lærere og afsluttede uddannelsen i 1793 med den store guldmedalje og det dertil knyttede rejsestipendium for relieffet Apostlene Peter og Johannes helbreder en halt foran templets port.
I 1794 bidrog han til Nicolai Abildgaards udsmykning af Arveprinsens Palæ (Christian 8.s Palæ) på Amalienborg med statuer af Terpsichore og Euterpe.
Ophold i Italien
Bertel Thorvaldsen rejste 1796 ad søvejen til Italien og ankom til Rom 8.3.1797, den dag, han siden kaldte sin "romerske fødselsdag". Her boede og arbejdede han til 1838, afbrudt af rejser til bl.a. Danmark 1819-20.
I begyndelsen knyttede Thorvaldsen sig til de tyske kunstnere A.J. Carstens og J.A. Koch, og 1802-03 udførte han sit første mesterværk, Jason med det gyldne skind (marmor 1828), for at manifestere sit greb om den nyklassicistiske udtryksform. Han forsøgte her at måle sig med den italienske billedhugger Antonio Canovas Perseus fra 1801 og viste samtidig sit indgående kendskab til antikkens værker, kombineret med studier efter naturen.
Inspiration fra antikken
I 1807 prøvede han kræfter med en helfigursstatue af Amor og Psyche (marmor 1861 af G.C. Freund, se også illustration til Amor og Psyche) atter inspireret af antikke forbilleder. Et kvindeligt modstykke til Jason er Venus med det gyldne æble (1813-16, marmor 1828). Denne type mytologiske helfigursfremstillinger nåede sin kulmination i De tre gratier og Amor (1817-19, marmor bl.a. 1832).
Bertel Thorvaldsen fordybede sig i antikken under bl.a. den danske arkæolog Georg Zoëgas vejledning. Han fandt hurtigt kunder i det kosmopolitiske Rom, ikke mindst blandt tilrejsende fyrster og rigmænd, og hans atelier fik efterhånden en betydelig kapacitet og mange medarbejdere.
Bertel Thorvaldsens omgangskreds
Det blev også et samlingssted for bl.a. danske kunstnere. Venskabet med den danske gesandt i Livorno og Napoli, baron Herman Schubart (1756-1832), som han mødte i 1803, gav ham kontakter til såvel danske som italienske og andre udenlandske kredse, og hans ry voksede over hele Europa.
Han nød den bayerske kronprins', senere kong Ludvig 1.s, bevågenhed og udførte bl.a. Adonis (1808, marmor bl.a. 1832 i Neue Pinakothek, München). I 1808 blev Thorvaldsen medlem af San Luca-akademiet i Rom med relieffet A genio lumen (marmor 1828), og i anledning af Napoleons planlagte indtog i Rom fik han med kort varsel bestilling på en 35 m lang relieffrise i gips til et rum i Palazzo del Quirinale forestillende Alexander den Stores indtog i Babylon (1812); senere blev den udført i reduceret udgave i marmor til bl.a. Christiansborg Slot.
Påvirkning fra klassisk græsk skulptur
I årene 1810-20 spores stærke påvirkninger fra den klassiske græske skulptur, fx helfigursstatuen af Maria Fjodorovna Barjatinskaja (1818, marmor ca. 1819-25 samt flere gravmonumenter, bl.a. over baronesse Jacoba Elisabeth Schubart (1814).
I 1815 skabte han nogle af sine bedst kendte relieffer: Kong Priamos af Troja bønfalder Achilleus om sin søn Hectors lig samt de runde Natten og Dagen. Også den arkaiske stil inspirerede Thorvaldsen, hvilket kom til udtryk i Håbets gudinde (1817, marmor 1829 på Schloss Tegel, Berlin) og i rekonstruktionen af den antikke figurgruppe fra Afaiatemplet på Ægina, udført for Ludvig 1. af Bayern 1816-19 (Glyptothek, München). Et værk med tydelige politisk-nationale overtoner er Schweizerløven, der af Lucas Ahorn 1820-21 blev udhugget i en klippevæg ved Luzern.
Bertel Thorvaldsens udsmykning af Vor Frue Kirke
Under sit ophold i Danmark 1819-20 fik Bertel Thorvaldsen bestilling på den skulpturelle udsmykning af Vor Frue Kirke i København: helfigursstatuerne af Kristus og de tolv apostle (1821-24) og den knælende Dåbens engel (1827-28); de blev først opstillet i kirken i marmor i 1839. Relieffrisen i kirkens korrunding med Kristi gang til Golgata og Kristi indtog i Jerusalem samt gavlfeltet med Johannes Døberens prædiken blev opsat 1838-40.
Monumenter og portrætbuster
Efter sin tilbagekomst til Rom var Thorvaldsen og hans værksted beskæftiget med monumenter over nogle af Europas betydeligste statsmænd og åndspersoner, fx Nikolaus Kopernikus (1822, bronze 1830 i Warszawa) og rytterstatuen af Józef Antoni Poniatowski (1826-1827, bronzeversionen fra 1832 blev først opstillet 1923 i Warszawa), pave Pius 7.s gravmæle (1824-1830, marmor 1831 i Peterskirken i Rom).
I München står rytterstatuen af kurfyrst Maximilian 1. (1833-1835, bronze 1839), i Mainz Johann Gutenberg (1833-1834, bronze 1837) og i Stuttgart Friedrich Schiller (1836, bronze 1839).
Thorvaldsen blev tillige berømt for sine portrætbuster af fremtrædende europæere fra A.P. Bernstorff (1797) over Wilhelm von Humboldt (1808), Lord Byron (1817) og fyrst Metternich (1819) til skitserne af Goethe (ca. 1839-1840) samt Martin Luther, der stod ufuldendt ved Thorvaldsens død i 1844; et selvportræt er fra 1810. I disse buster forlenes lighed og livfuldhed med en klassisk-idealistisk udtryksfuldhed.
Hjemkomsten til Danmark
Under stor officiel bevågenhed vendte Bertel Thorvaldsen i 1838 hjem til Danmark på fregatten Rota medbringende en omfattende samling af sine værker, der skænkedes til byen København og fik plads på Thorvaldsens Museum. Han blev æresborger i byen og fik atelier og bolig på Charlottenborg.
De fleste af Thorvaldsens sene værker blev udført i et lille atelier ved herregården Nysø, hvor baronesse Christine Stampe (1797-1868) protegerede ham og tilskyndede ham til at udføre Selvportrætstatue stående ved Håbets gudinde (1839, marmor 1859 af H.V. Bissen), der er en personlig kommentar til kunstnerrollen. Hans sidste monumentalstatue blev Herkules (1843, i bronze ved Christiansborg Slot). Thorvaldsen genså Rom under et ophold 1841-42. Han døde under en forestilling på Det Kongelige Teater og blev begravet i Thorvaldsens Museums gård.
Sansen for rytmisk helhed
Bertel Thorvaldsens adelsmærke som kunstner var den veludviklede formfornemmelse, sansen for en rytmisk helhed i kompositionen og ikke mindst evnen til at skabe naturlighed i bevægelserne. Sammen med Antonio Canova og J.T. Sergel var han nyklassicismens betydeligste billedhugger, og hans indflydelse på dansk skulptur blev dybtgående og langvarig, formidlet bl.a. af eleven og medarbejderen H.V. Bissen. Hans skulpturer nåede stor popularitet og udbredelse og blev mangfoldiggjort i mange forskellige størrelser og materialer, især biskuit.
Uden at man nødvendigvis har gjort sig bekendt med ophavspersonens navn og nationalitet, er Thorvaldsens Kristus-fremstilling på den måde blevet den internationalt mest kendte og udbredte skulpturelle udgave af motivet. I 1800-tallet fandt den i miniudgave vej til europæiske klunketidshjem og som gravmonument på kirkegårde; mormonerne i Utah, USA har taget den til sig som et logo, der har fulgt denne trosretning på dens missioner til Sydamerika og andre kontinenter.
Tillidshverv og professorater
Bertel Thorvaldsen blev medlem af en lang række europæiske kunstakademier og selskaber, professor ved Kunstakademiet i København fra 1805, dets direktør 1833-1844 og tillige professor ved San Luca-akademiet i Rom fra 1812.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.