Édouard Daladier, 1884-1970, fransk politiker. Daladier var oprindelig gymnasielærer, men blev i 1919 deputeret for Det Radikale Parti. Han var minister i skiftende venstrekartel-regeringer 1924-26 og partiets leder i perioderne 1927-31 og 1936-39. Som regeringsleder i 1933 blev Daladier undsagt af både højre og venstre pga. sin krisepolitik. Staviskyaffæren bragte ham i 1934 igen til roret, men højreligaernes optøjer den 6. februar samme år tvang ham straks til afgang. Han arbejdede herefter for folkefrontslinjen i partiet. I 1936 blev han krigsminister under Léon Blum og fik vedtaget et stærkt forøget forsvarsbudget. Han beholdt posten efter Blums fald i 1937 og også i perioden april 1938 til marts 1940, da han var leder af regeringer, der brød med folkefrontspolitikken; af oprustningshensyn blev bl.a. loven om 40 timers arbejdsuge sat ud af kraft. Daladier huskes især for sin accept af Münchenaftalen i september 1938. Aftalen fik bred opbakning i Nationalforsamlingen, men bidrog til de radikales endelige brud med kommunisterne. Herefter indtog Daladier en mere resolut holdning til Hitler og blev krigs- og senere udenrigsminister under Paul Reynaud. Efter Frankrigs sammenbrud i juni 1940 ønskede han krigen fortsat i Nordafrika. Under Riomprocessen i 1942 anklagedes han af Vichystyret for at have været en af de hovedansvarlige for nederlaget, og 1943-45 var han interneret i Tyskland. Efter krigen var Daladier deputeret 1946-58 og 1957-58 atter leder af Det Radikale Parti.