Frankrig - historie (1. Verdenskrig og Mellemkrigstiden)
Frankrig under 1. Verdenskrig
I løbet af sommeren 1914 vandt krigstilhængerne frem. Jean Jaurès blev den 31. juli myrdet af en fanatisk nationalist, men efter den tyske krigserklæring den 3. august stemte også SFIO for krigsbevillingerne og deltog i samlingsregeringen, L'Union sacrée, som blev dannet den 26. august. Regeringen fik særlige magtbeføjelser, men reelt havde generalstaben under ledelse af Joseph Joffre frie hænder i efteråret 1914. Sejren ved Marne i september øgede generalernes prestige, men efter frontens stabilisering blev det klart, at krigen ville trække ud. Fra 1915 krævede parlamentet større kontrol med krigsførelsen, og fra juni 1916 kom den under debat, dog kun på lukkede møder. Princippet om national enhed blev fastholdt, men der var 1914-1917 tale om fire regeringer. De kostbare og frugtesløse offensiver 1915-1917 medførte også, at Joffre i december 1916 måtte vige for Robert Nivelle, der i maj 1917 blev afløst af Philippe Pétain.
Tyskernes besættelse af Nordfrankrig bevirkede, at produktionen af kul og stål faldt til hhv. 1/2 og 1/3 af det normale. I landbrug og industri måtte kvinder, børn og gamle erstatte de 8 mio. mænd, der 1914-1918 blev indkaldt; kolonierne leverede også arbejdskraft og soldater. Senere blev specialiserede arbejdere trukket hjem fra fronten. Med statslige indgreb skabtes en forbavsende effektiv krigsindustri, præget af pionerer som Citroën, Michelin og Renault. Men prisen var statslig gældsætning og inflation, og flertallets afsavn i form af reallønsfald, varemangel m.m. stod i kontrast til mindretallets profitter.
I april-maj 1917 foretog general Nivelle en mislykket offensiv, der kostede enorme tab af menneskeliv og førte til mytteri i visse enheder. Hans afløser, Pétain, genskabte disciplinen og gav afkald på nye offensiver i forventning om hjælp fra USA. Også de civile var krigstrætte. I maj-juni gik metalarbejdere i strejke, og den radikale pacifist Joseph Caillaux vandt gehør for en kompromisfred. Tilsvarende idéer havde fra 1916 bredt sig i SFIO. Efter en regeringskrise blev Clemenceau i november 1917 regeringsleder med særlige magtbeføjelser. Han ønskede, at krigen skulle fortsætte, indtil tyskerne var slået. Censuren skærpedes, og flere aktive pacifister, bl.a. Caillaux, blev arresteret.
Efter den tyske storoffensiv i marts 1918 fik Clemenceau de allierede til at acceptere en fælles overkommando, der tilfaldt franskmanden Ferdinand Foch. Han ledede den afgørende offensiv fra midten af juli indtil våbenstilstanden den 11. november 1918. Forinden havde Balkanhæren under Franchet d'Esperey tvunget Bulgarien, Tyrkiet og Østrig-Ungarn til fred.
Blandt stormagterne havde Frankrig lidt de største tab. Mere end 1,3 mio. eller 10 procent af den erhvervsaktive del af befolkningen havde mistet livet, og omkring 3 mio. havde helt eller delvist mistet arbejdsevnen. Industriproduktionen var i 1919 på 60 procent af 1913-niveauet, og ca. 3 mio. ha landbrugsjord var lagt øde. Statsunderskuddet var på over 100 mia. franc, hvortil kom gælden til de allierede på 32 mia. franc.
Med Versaillesfreden genvandt Frankrig det i 1871 tabte Alsace-Lorraine, men fik ikke den ønskede kontrol over Rhinlandet. De allierede gav i stedet garantier om hjælp i tilfælde af et nyt tysk angreb, der dog hurtigt viste sig værdiløse. De franske krav til tyske skadeserstatninger blev også modarbejdet, især af briterne, der ønskede en hurtig tysk genrejsning. Mange franske følte sig efter sejrsrusen svigtet og bitre over "den tabte fred".
Mellemkrigstiden
Ved valget i 1919 støttede et flertal Bloc national, en nationalistisk og katolsk højresamling, der til dels var skabt som reaktion på strejker, social uro og frygt for "bolsjevisme". I 1920 blev kommunistpartiet, PCF, dannet af udbrydere på SFIO's kongres i Tours. Regeringerne 1920-1924 satsede på tyske skadeserstatninger til afhjælpning af økonomiske problemer. For at fremtvinge betalingerne besatte Raymond Poincaré i januar 1923 Ruhrområdet, hvilket dog kun førte til kaos i Tyskland og til protester fra briterne.
Ved valget i 1924 sejrede Cartel des gauches ('Venstrekartellet'), som var en alliance mellem de radikale og SFIO. Den radikale Édouard Herriot dannede en regering, der mødte stærk modstand fra den mest magtfulde del af finansverdenen, også kaldet "pengemuren". Kapitalflugt, finanskriser og francens fald førte i 1926 til opløsning af Cartel des gauches. Poincaré blev leder af en centrum-højre-regering, der devaluerede francen, men lagde kursen fast i forhold til guldet (1928). Han fik støtte af finansverdenen og af de gunstige konjunkturer, der 1926-1932 gav et konstant overskud på statsbudgettet. De borgerlige regeringer 1929-1932 fik råd til store offentlige arbejder, bl.a. Maginotlinjen fra 1929, og lagde grunden til et socialt sikringssystem.
Verdenskrisen ramte først Frankrig fra 1931, men varede til gengæld indtil 1939. Den fik dog ikke så brutale virkninger som i mange andre industrilande, hvilket bl.a. skyldtes en høj grad af selvfinansiering i landbrug og industri. I 1935 modtog ca. 430.000 arbejdsløshedsunderstøttelse, men langt flere var berørt af arbejdsløsheden, og mange, bl.a. gæstearbejdere, faldt helt uden for statistikken. Fra 1932 forsøgte en række radikalt ledede regeringer at få hold på statsbudgettet. Krisen og de mange regeringsskift styrkede militante højreligaer som Action française og Croix de feu, og den 6. februar 1934 førte en finansskandale, Staviskyaffæren, til blodige kampe foran parlamentet, der tvang regeringen Édouard Daladier til afgang. Begivenheden bidrog imidlertid også til en antifascistisk samling, folkefront, bestående af radikale, SFIO, PCF mfl., der sejrede ved valget i maj 1936. Léon Blum (SFIO) dannede en socialistisk-radikal regering, støttet af PCF, der sikrede arbejderne store sociale forbedringer dels ved Matignonaftalerne, som bragte en strejkebølge til afslutning, dels ved lovgivning. Men regeringens ikke-interventionspolitik i forhold til Den Spanske Borgerkrig og en mislykket krisepolitik splittede folkefronten og styrkede dens modstandere. Blum trådte tilbage i juni 1937, men folkefronten overlevede formelt, indtil Daladier i april 1938 dannede regering med de borgerlige. Af hensyn til oprustningen afskaffede han den 40-timers-arbejdsuge, som Blum havde indført i 1936, og slog hårdt ned på en storstrejke i november 1938. Først i 1939 nåede produktionen op på niveauet fra 1928.
I første halvdel af 1920'erne sluttede Frankrig gensidige bistandspagter med Polen og landene i Den Lille Entente, dvs. Tjekkoslovakiet, Jugoslavien og Rumænien. Som udenrigsminister 1925-1932 indledte Aristide Briand en fredspolitik, som var baseret på forsoning med Tyskland og kollektiv sikkerhed, og som bl.a. resulterede i Locarnopagten i 1925 og Kellogg-Briand-pagten i 1928. Da Hitler i 1933 afbrød nedrustningsforhandlingerne og forlod Folkenes Forbund, vendte Frankrig i 1934 med Louis Barthou som udenrigsminister tilbage til alliancepolitikken. En alliance med Italien blev opgivet efter Den Italiensk-abessinske Krig, men i maj 1935 sluttedes en foreløbig pagt med Sovjetunionen. At Hitler i marts 1936 ustraffet kunne remilitarisere Rhinlandet, bevirkede dog, at Frankrig mistede troværdighed hos sine østallierede og blev stærkt afhængig af briterne. Frygt for kommunisme skabte også grobund for en ny defaitisme på den franske højrefløj, der fandt udtryk i slagord som "hellere Hitler end Stalin". Frankrig underlagde sig den britiske appeasementpolitik, der bl.a. førte til Münchenaftalen, indtil de to magters fælles omsving i 1939.
Franske regeringsledere siden 1914
Tredje Republik | |
---|---|
1914-1915 | René Viviani |
1915-1917 | Aristide Briand |
1917 | Alexandre Ribot |
1917 | Paul Pianlevé |
1917-1920 | Georges Clemenceau |
1920 | Alexandre Millerand |
1920-1921 | Georges Leygues |
1921-1922 | Aristide Briand |
1922-1924 | Raymond Poincaré |
1924 | Frédéric François-Marsal |
1924-1925 | Édouard Herriot |
1926-1929 | Raymond Poincaré |
1929 | Aristide Briand |
1929 | Raymond Poincaré |
1929-1930 | André Tardieu |
1930 | Camille Chautemps |
1930 | André Tardieu |
1930-1931 | Théodore Steeg |
1931-1932 | Pierre Laval |
1932 | André Tardieu |
1932 | Édouard Herriot |
1932-1933 | Joseph Paul-Boncour |
1933 | Édouard Daladier |
1933 | Albert Sarraut |
1933-1934 | Camille Chautemps |
1934 | Édouard Daladier |
1934 | Gaston Doumergue |
1934-1935 | Pierre Étienne Flandin |
1935 | Fernand Bouisson |
1935-1936 | Pierre Laval |
1936 | Albert Sarraut |
1936-1937 | Léon Blum |
1937-1938 | Camille Chautemps |
1938 | Léon Blum |
1938-1940 | Édouard Daladier |
1940 | Paul Reynaud |
1940 | Philippe Pétain |
Vichystyret | |
1940-1942 | Philippe Pétain |
1942-1944 | Pierre Laval |
Provisorisk Regering | |
1944-1946 | Charles de Gaulle |
1946 | Félix Gouin |
1946 | Georges Bidault |
Fjerde Republik | |
1946-1947 | Léon Blum |
1947 | Paul Ramadier |
1947-1948 | Robert Schuman |
1948 | André Marie |
1948 | Robert Schuman |
1948-1949 | Henri Queuille |
1949-1950 | Georges Bidault |
1950 | Henri Queuille |
1950-1951 | René Pleven |
1951 | Henri Queuille |
1951-1952 | René Pleven |
1952 | Edgar Faure |
1952-1953 | Antoine Pinay |
1953 | René Mayer |
1953-1954 | Joseph Laniel |
1954-1955 | Pierre Mendès-France |
1955-1956 | Edgar Faure |
1956-1957 | Guy Mollet |
1957 | Maurice Bourgès-Maunoury |
1957-1958 | Félix Gaillard |
1958 | Pierre Pflimlin |
1958-1959 | Charles de Gaulle |
Femte Republik | |
1959-1962 | Michel Debré |
1962-1968 | Georges Pompidou |
1968-1969 | Maurice Couve de Murville |
1969-1972 | Jacques Chaban-Delmas |
1972-1974 | Pierre Messmer |
1974-1976 | Jacques Chirac |
1976-1981 | Raymond Barre |
1981-1984 | Pierre Mauroy |
1984-1986 | Laurent Fabius |
1986-1988 | Jacques Chirac |
1988-1991 | Michel Rocard |
1991-1992 | Edith Cresson |
1992-1993 | Pierre Bérégovoy |
1993-1995 | Edouard Balladur |
1995-1997 | Alain Juppé |
1997-2002 | Lionel Jospin |
2002-2005 | Jean-Pierre Raffarin |
2005-2007 | Dominique de Villepin |
2007-2012 | François Fillon |
2012-2014 | Jean-Marc Ayrault |
2014-2016 | Manuel Valls |
2016-2017 | Bernard Cazeneuve |
2017-2020 | Édouard Philippe |
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.