kænguruer

I størrelse varierer kænguruer fra 23 cm til ca. 1,6 meter (eksklusive hale) med en vægt på 0,5 kg til 90 kg. Fælles for dem er baglemmernes omdannelse til springben samt en lang og kraftig hale, der fungerer som et balanceorgan. Bagfodens fjerde tå er kraftigt udviklet og større end den femte. Anden og tredje tå er derimod små og omgivet af en fælles hud, mens første tå er bortreduceret, undtagen hos en enkelt art. Forlemmerne er som regel korte med fem klobærende tæer.

Langt de fleste arter er rene planteædere og viser tilpasninger hertil svarende til dem, man ser hos planteædende placentale pattedyr. Fortænderne danner en kraftig skærerand til afbidning af føden. I overmunden er der seks fortænder, mens der i underkæben kun er to, som til gengæld er store og fremadrettede, et forhold, der minder om de placentale gnavere. Efter fortænderne følger et tandløst mellemrum (diastema) efterfulgt af kindtænderne. I lighed med andre planteædende pattedyr er kindtænderne på forskellig måde forsynet med tværgående folder, som øger deres slidstyrke.

I den kemiske bearbejdning af føden ses også paralleller, idet en del af maven er omdannet til et gæringskammer, hvor forskellige mikroorganismer medvirker til fødens nedbrydning på samme måde som hos drøvtyggere. Som endnu en lighed udskiller kænguruerne også en del af deres urinstof via spytkirtlerne, og når det med spyttet kommer ned i gæringskammeret, udnytter mikroorganismerne dets indhold af kvælstof til øget aktivitet.

Som hos andre pungdyr er fosterudviklingen meget kort, og selv hos de største kænguruarter varer den kun 29-38 dage. På det tidspunkt er fosteret ca. 2 cm langt og har ca. ¹/_30.000 af moderens vægt. Ved hjælp af de allerede kraftigt udviklede forlemmer kravler ungen selv op til en af pattevorterne i pungen, idet den følger et slikkespor anbragt af moderen. Hos de store arter er ungen fasthæftet i flere måneder, og helt op til timånedersalderen søger den tilbage for at die eller finde beskyttelse.

Hos flere arter sker en ny befrugtning umiddelbart efter fødslen; der er her tale om en forsinket implantation, idet fostret på et tidligt stadium (blastocyststadiet) indgår i en hviletilstand, som opretholdes, så længe ungen i pungen dier permanent. Hvis næringsforholdene bliver meget ugunstige, kan denne tilstand vare op til et år. Når den første unge begynder afvænningen, eller hvis den tabes, brydes fosterets hviletilstand, og hos de store kænguruer fødes ungen ca. 30 dage senere. Er den første unge fortsat til stede, vil den suge mælk med lidt protein og meget fedt fra én pattevorte, mens den nye unge sætter sig fast på den anden fungerende pattevorte, hvor mælken er proteinrig og fedtfattig.

Trods de ovennævnte fællestræk er der stor variation blandt de forskellige arter af kænguruer.

De her omtalte arter er et markant element i den australske fauna, og globalt set repræsenterer de et enestående evolutionært eksperiment. Særligt udsatte er visse arter, som er knyttet til biotoper udnyttet af mennesket, eller som udsættes for konkurrence fra husdyr eller den indførte europæiske hare; endelig efterstræbes en del af de mindre arter af de ligeledes indførte ræve, katte og rotter.

Ved fredning, oprettelse af reservater og udsætning af specielt truede arter på isolerede småøer gøres et ihærdigt arbejde for at begrænse skaderne. Nogle af de store arter begunstiges dog af de græsstepper, som mennesket frembringer ved kvægdrift.

• pungdyr