Hans første forsøg i maleriet var conversation pieces i små formater, bl.a. Tiggeroperaen (en scene fra John Gays populære syngespil; flere versioner, fx i Tate Gallery, London), en figurrig teateropførelse, som danner en slags overgang til hans senere moralities, optrin fra det moderne liv, hvor — med Hogarths egne ord — "mit billede er min scene, og mænd og kvinder mine skuespillere, som ved hjælp af bestemte handlinger og bevægelser skal udføre en pantomime".
Det første af disse moraliserende emner set i stærkt satirisk lys var En skøges levned (A Harlot's Progress), der fortæller om en bondepiges fald blandt onde londonere, nogle af dem let karikerede, genkendelige personer. Malerierne blev udført 1731-32, men er i dag kun kendt i hans grafiske gengivelser. En lignende billedserie er En libertiners levned (A Rake's Progress, 1732-34, Sir John Soane's Museum, London), og flere andre fulgte: Marriage à la mode (1743-45, National Gallery, London) om udviklingen og følgerne af et fornuftsægteskab og Valg (1754, Sir John Soane's Museum, London).
I sin malestil var Hogarth inspireret af fransk rokoko, tydeligst i ungdomsarbejderne, skønt han var rabiat antifransk. Han forsøgte sig også uden synderligt held i den store italienske stil, fx Den barmhjertige samaritan (1736, Saint Bartholomew's Hospital, London).
Som portrætmaler ejede Hogarth betydelige evner; han valgte ofte aparte typer som modeller, fx Kaptajn Coram (1740, The Foundling Hospital, London), som han malede efter det barokke statsmandsportræts principper, skønt modellen kun var af det jævne borgerskab. Hans fremragende karakteriseringsevner ses i gruppeportrættet Hogarths tjenerskab (1757, Tate Gallery, London).
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.