Nancy, by i det nordøstlige Frankrig og administrationsby for departementet Meurthe-et-Moselle; ca. 104.000 indb. (2013). Byen er beliggende ved floden Meurthe 10 km fra denne flods sammenløb med floden Moselle og ved kanalen, der forbinder floderne Marne og Rhinen.
Hertugerne af Lorraine udviklede i 1700-t. bydelen Ville-Neuve og tilførte byen arkitektoniske mesterværker. Bymidtens struktur præges af de tre centrale pladser Place de la Carrière, Place Stanislas og Place d'Alliance.
Beliggenheden ved de centrale vandveje betød økonomisk fremgang i forbindelse med den industrielle revolution, da byen nød godt af de store salt- og jernmalmforekomster i området; betydelige industrivirksomheder voksede op.
Den gamle jern- og metalindustri er nu ophørt, og minerne er lukket. I dag har byen en del blandet industri (fødevarer, skotøj, glas og en stor trykkerivirksomhed). Desuden er engroshandelen og bankvæsenet veludviklet.
Universitetet og andre uddannelses- og forskningsinstitutioner har et udbygget samarbejde med erhvervslivet i byen. Nancy har desuden et aktivt kulturliv især inden for musik og teater.
Staten udpegede i 1969 nabobyen Metz til regionshovedstad for Lorraine, skønt Nancy havde opbygget mange af de til en regionshovedstad hørende institutioner. Der er betalingsfri motorvejsforbindelse og tog i pendulfart de 60 km mellem de to byer, der også har fælles lufthavn.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.