Morten Lange var en dansk botaniker og politiker. Han var professor i botanik ved Københavns Universitet fra 1958 til 1989 og rektor fra 1976 til 1979. Fra 1960 til 1976 var han medlem af Folketinget for Socialistisk Folkeparti.
Morten Lange
Faktaboks
- Født
- 24. november 1919
- Død
- 10. november 2003
Videnskabelig karriere
Morten Lange skrev adskillige videnskabelige værker om storsvampenes systematik og økologi og tillige flere populære bøger, bl.a. Gode Spisesvampe (1978, sammen med Bodil Lange) og Nordens Svampe (1990). Han videreførte og fornyede en dansk tradition for klassisk mykologi, hvilket gjorde ham kendt internationalt. Hans mykologiske forskning var centreret om nordiske og arktiske floraområder.
Politisk karriere
Politisk var Morten Lange først medlem af Danmarks Kommunistiske Parti, men han kom i konflikt med partiets officielle kurs og blev i 1959 medstifter af Socialistisk Folkeparti. Lange var medlem af Folketinget i perioden 1960-1976, i 1967 medlem af kontaktudvalget mellem Socialdemokratiet og SF, "det røde kabinet", og fra 1968 til 1976 formand for SF's folketingsgruppe. Som formand for Energirådet i årene 1976-1987 var han fortaler for indførelse af kernekraft i Danmark.
Morten Lange var søn af Jakob Lange.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.