I 1877 meddelte den italienske astronom G.V. Schiaparelli, at han havde observeret lange, lige, mørke linjer tværs over Mars' overflade. Han kaldte dem canali, hvilket på engelsk fejlagtigt blev oversat med canals, dvs. kunstige kanaler. Især ansporet af den amerikanske astronom P. Lowell blev der sat gang i talrige spekulationer om eksistensen af en højtudviklet marscivilisation, der bl.a. var i stand til omfattende ingeniørarbejder: Kanalerne skulle transportere smeltevand fra polerne til de tørre ækvatoriale egne.
Muligheden for liv blev snart diskuteret i aviser og tidsskrifter, og der begyndte at komme romaner om marsmænd. Den mest indflydelsesrige var H.G. Wells' War of the Worlds (1898, da. Klodernes Kamp, 1912), der beskriver en teknologisk avanceret marskultur, som invaderer Jorden. Orson Welles' radiodramatisering udløste i 1938 panikagtige scener på USA's østkyst. Wells' bog etablerede marsmændene fast i offentlighedens bevidsthed og gav stødet til en lang række science fiction-fortællinger om Mars. I Edgar Rice Burroughs' Martian Tales (fra 1911 og frem) fik marsmændene deres velkendte grønne hud.
Ray Bradbury vender i The Martian Chronicles (1950, da. Krøniker fra Mars, 1952) konflikten om: De vise og fredsommelige marsboere invaderes af mennesker. Robert Heinlein (1907-1988) problematiserede i Stranger in a Strange Land (1961) sammenstødet mellem Jordens korrupte kommercialisering og Mars' åndelige overlegenhed. Andre forfattere har beskrevet muligheden for at kolonisere en gold og ubeboet planet. Dette at gøre Mars beboelig for mennesker (såkaldt terraforming) har også været nævnt som et vidtløftigt mål for bemandede missioner til planeten.
Med rumsonden Mariner 4's nærbilleder af Mars i 1965 kunne det konstateres, at kanalerne var optisk bedrag, og at der ikke var synlige tegn på liv på Mars. Siden har science fiction-litteraturen især hentet sine rumvæsener fra andre solsystemer.
I 1913 producerede Thomas Edison stumfilmen A trip to Mars, og siden har den røde planet optrådt i talrige B-film, bl.a. Jens Lyn-filmen Flash Gordon's Trip to Mars (1938) og Santa Claus Conquers the Martians (1964). Under den kolde krig fremstod marsmændene ofte som symbol på kommunisme og totalitarisme, fx i Red Planet Mars (1952). Af nyere marsfilm kan nævnes Tim Burtons pastiche Mars Attacks! (1996) med arketypiske små, grønne marsmænd og tallerkenlignende rumskibe. Ridley ScottsThe Martian (2015) er en Mars-robisonade om en astronaut, der strander og holder sig i live på planeten indtil han undsættes.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.