Fotografi optaget af Viking 2-landingsmodulet. Den 3 m lange arm blev anvendt til at indsamle materiale til analyse i de medbragte instrumenter. Viking 2 landede på et af den nordlige halvkugles lavlandsområder; den flade slette overstrøet med sten strækker sig ud til horisonten. Viking 1 landede 6500 km fra Viking 2. Støvet ved de to landingssteder havde næsten identisk kemisk sammensætning, hvilket tyder på, at det bliver homogeniseret over hele Mars under de store tilbagevendende støvstorme.

.

Viking er to amerikanske rumsonder til udforskning af Mars. De består begge af en kredsløbssonde (orbiter) og et landingsmodul. Viking-sonderne blev opsendt 1975 og nåede Mars i henholdsvis juni og august 1976. Fra kredsløb kortlagde de to sonder 97 % af Mars' overflade med en opløsning på 40-100 m.

Viking 1 var i funktion frem til 7. august 1980, Viking 2 var i funktion frem til 25. juli 1978.

Formålet med Viking-sonderne

Landingsmodulerne, der landede henholdsvis den 20. juli og den 3. september 1976, skulle bl.a. søge efter livstegn: En gaskromatograf og et massespektrometer kunne detektere organiske molekyler, og andre eksperimenter skulle detektere eventuelt biologisk stofskifte og fotosyntese.

Viking fandt ingen utvetydige tegn på liv, og koncentrationen af organiske molekyler var i de undersøgte øverste jordlag under detektionsgrænsen. Landingsmodulerne medbragte desuden kameraer, der sendte stereobilleder tilbage til Jorden, magneter, et instrument til bestemmelse af grundstofsammensætningen af jord og støv, meteorologisk måleudstyr og et seismometer.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig