Ebba Busch er en svensk politiker og partiformand for Kristdemokraterna. Hun blev vicestatsminister i oktober 2022.
Ebba Busch
Faktaboks
- Født
- 11. februar 1987, Uppsala
Karrieren i Uppsala
Hun voksede op i Uppsala i en familie, hvor begge forældre var aktive i den frikirkelige bevægelse ”Livets Ord”. Busch var viceformand i Krisdemokraternas Ungdomsförbund mellem 2008 og 2011. På den tid arbejdede hun som politisk sekretær for kommunalråd Gustav von Essen (KD) i Uppsala. (Et kommunalråd er i Sverige en person, som er valgt til kommunalbestyrelsen og får plads i kommunalbestyrelsens ledelse, ofte aflønnet. I store kommuner kan det være et heltidsjob).
I 2010 udfordrede Busch direkte von Essen i forbindelse med Kristdemokraternas opstilling til kommunalbestyrelsen, og som nr. 1 på partiets liste blev hun valgt til kommunalråd med ansvar for ældreomsorgen.
Partiformand for Kristdemokraterna
Ebba Busch tilhørte den fløj inden for Kristdemokraterna, som kritiserede den daværende partiformand, Göran Hägglund, for ikke at være tilstrækkelig ideologisk profileret, og da Hägglund trådte tilbage som partiformand foråret 2015, blev Busch valgt som hans afløser. Hun blev efterfølgende valgt ind i Riksdagen ved valget i 2018.
Busch var kritisk til den såkaldte Decemberoverenskomst, som blev indgået mellem de fire alliancepartier og de to regeringspartier (Socialdemokraterna och Miljöpartiet) 2014. Aftalens formål var at isolere Sverigedemokraterna, og den gik ud på, at den største ”partikonstellation” (partiblok) skulle regere og desuden have sikkerhed for at få vedtaget sit budget (finanslovsforslag). Nogle måneder efter at Busch var blev valgt til partileder besluttede Kristdemokraterna at opsige aftalen, som dermed faldt til jorden.
Minister efter valget i 2022
Senere har Ebba Busch, som den første af partilederne, nærmet sig Sverigedemokraterna. Moderaterna har derefter tilsluttet sig Kristdemokraternas forsøg på gennem en form for politisk tilnærmelse at gøre Sverigedemokraterna mere salonfähige. Denne proces – som andre partier er stærkt imod, men som Liberalerne nu også har erklæret sig positive overfor – var et vigtigt element i valgkampen forud for riksdagsvalget i september 2022.
Kristdemokraterna gik en smule tilbage ved riksdagsvalget, men da de fire partier tilsammen fik et beskedent flertal ved valget (176-173), foregik i ugerne efter valget en forhandling om et fælles regeringsgrundlag. Resultatet blev den såkaldte Tidö-aftale, som blev offentligjort 14. oktober, altså godt fire uger efter valget. Efter at Ulf Kristersson var blevet valgt som ny statsminister 17. oktober, blev den nye regering af Moderaterna, Kristdemokraterna og Liberalerna udnævnt 18. oktober 2022, mens Sverigedemokraterna blev parlamentarisk støtteparti, i øvrigt i en bemærkelsesværdig stærk stilling.
Ebba Busch blev energi- og erhvervsminister, ligesom hun blev vice-statsminister.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.