Aarhus Kommune ligger midt i Danmark, øst for Den Jyske Højderyg og med 70 km kyst mod Kattegat. Kommunen er med sine 345.332 indbyggere befolkningsmæssigt Danmarks næststørste, og Aarhus, som huser 80 % af kommunens befolkning, er, ud over at være kommunens altdominerende centrum, også Danmarks næststørste by. De 19 resterende byer, der huser 17 % af kommunens øvrige indbyggere, er markant mindre: Lystrup, kommunens næststørste by, har 10.425 indbyggere.
Siden Aarhus Kommune blev dannet ved Kommunalreformen i 1970, har området oplevet en vækst i både erhverv og den offentlige sektor og har sammen med 11 nabokommuner dannet Business Region Aarhus med det mål at skabe landets største vækstområde uden for hovedstaden. Kommunen huser bl.a. en række internationale virksomheder, herunder Arla Foods, Lars Larsen Group, Vestas, Salling Group og Terma, der producerer højteknologisk udstyr til bl.a. rumfart. Det omfattende erhvervsliv komplementeres af en lang række uddannelsesinstitutioner, bl.a. Aarhus Universitet, professionshøjskolen VIA University College, Arkitektskolen Aarhus, Det Jyske Musikkonservatorium, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og Aarhus Maskinmesterskole. Aarhus Universitetshospital, Skejby, er Danmarks største hospitalsby og kommunens største arbejdsplads med ca. 9.100 fuldtidsstillinger.
Siden 1980’erne er kommunens befolkningstal steget støt. Samtidig er andelen af indvandrere og efterkommere også steget og udgør nu 17 % (2019). En stor andel bor i boligområderne Gellerupparken og Toveshøj samt Bispehaven i det vestlige Aarhus. I nærheden af Gellerupparken findes den velbesøgte Bazar Vest, et multikulturelt miljø med spisesteder og butikker med især mellemøstlige specialiteter. De mange migrantgrupper betyder, at der er flere hinduistiske, buddhistiske og muslimske trossamfund i kommunen og bl.a. 11 moskéer.
Aarhus har en veludbygget infrastruktur og kollektiv trafik, der bl.a. omfatter busselskabet Aarhus Sporveje. I 2017 blev den kollektive trafik yderligere forstærket med Aarhus Letbane, der betjener alle kommunens største byer, herunder Lystrup, Beder-Malling og Løgten, samt Odder og Grenaa uden for kommunen. Kommunens byer uden for Aarhus er i dag i høj grad boområder for pendlere til hovedbyen.
Arkæologer har fundet en lang række spor fra oldtiden i den nuværende Aarhus Kommune; de tidligste i den vestlige Aarhusbydel Tilst i form af skafttungepilespidser fra Brommekulturens jægere for ca. 13.000 år siden. Også de yngre perioder, heriblandt yngre stenalders storstensgrave og bronzealderens høje, præger stadig landskabet, ikke mindst Borum Eshøj nordvest for Aarhus, som ligger 100 m.o.h., og hvorfra man i klart vejr kan se til Mols Bjerge. Sidst i jernalderen blev grundlaget til Aros, det senere Aarhus, lagt omkring naturhavnen ved mundingen af Århus Å.
Den frugtbare jord gjorde kommunen til et attraktivt sted for godsbesiddere, og det førte til, at der i middelalderen blev oprettet en række herregårde, bl.a. Kærbygård nordvest for Aarhus, der i dag står som et bygningsværk i nyrenæssance, og det nu klassicistiske Vilhelmsborg, der ejes af Aarhus Kommune. Havreballegård fungerede som Aarhusbispernes ladegård. Marselisborg Slot opført i årene 1899-1902 ca. 1,5 km syd for. Slottet bruges i dag som sommerbolig af kongehuset. Befolkningstætheden var høj i middelalderen set i forhold til resten af landet, og kirkebyggeriet var intensivt. Af kommunens i alt 63 kirker stammer 39 fra middelalderen, og fire af dem, Framlev, Lisbjerg og Sabro samt den tidligere krypt under den første domkirke i Aarhus, Sankt Nikolai, hører til nogle af landets ældste stenkirker.
Industrialiseringen i Aarhus Kommune så sin spæde begyndelse i 1770’erne med virksomheder inden for bl.a. klæde, læder, olie og tobak. Midt i 1800-tallet kom jernbanen til området og bidrog, sammen med Aarhus Havns fortsatte udvidelser, til etablering af større industrier som Aarhus Oliefabrik i 1871 og Otto Mønsteds Margarinefabrik i 1883.
I dag omfatter Aarhus Havn både færgehavn med bl.a. Molslinjen A/S og Danmarks største containerhavn. Den nordlige del af havnens bynære områder har lagt navn til en ny bydel, Aarhus Ø, med en række markante bygningsværker som Isbjerget og AARhus. På spidsen af Aarhus Ø opføres i de kommende år Lighthouse, der med sine 142 m bliver Danmarks højeste bygning. Dokk1 fra 2015 med bibliotek og borgerservice på Hack Kampmanns Plads med store trapper og skulpturelle legepladser i førstesals højde er en af det ombyggede havneområdes mest iøjnefaldende bygninger.
Aarhus Kommune er en socialdemokratisk højborg. Bortset fra perioden 2002‑05 har partiet haft borgmesterposten i kommunen i over 100 år. En af kommunens fremtrædende socialdemokratiske borgmestre var Thorkild Simonsen, der 1982‑97 styrede kommunen, bl.a. igennem økonomisk krise og kartoffelkur. Simonsen havde øje for både vækst og kulturscene og var bl.a. aktiv i både udbygningen af havnen og etableringen af Musikhuset Aarhus, hvor bl.a. Aarhus Symfoniorkester holder til.
Uden for Aarhus finder man store områder med åbent landskab, der varierer mellem moser, søer og vandløb samt landbrugsland, der udgør omkring 53 % af kommunens areal. Landskabet præges af morænebakker og dybe ådale, bl.a. dalen med Brabrand Sø og Århus Å, som løber gennem det centrale Aarhus og munder ud i Aarhus Havn. Åen blev i perioden 1995‑99 og 2005‑15 genåbnet efter i første halvdel af 1900-tallet at være blevet overdækket pga. lugtgener. Det har skabt et nyt rekreativt område helt fra udløbet ved Brabrand Sø til Aarhus midtby, hvor gangbroer og caféområder ned til åen skaber et attraktivt bymiljø.
Skovene fylder relativt lidt, ca. 11 % af kommunens areal, men store dele af skovarealerne ligger bynært og bruges meget, herunder Marselisborgskovene, som er en del af Aarhusskovene, der strækker sig fra det sydlige Aarhus til Moesgård Strand, og som hvert år tiltrækker over 3 mio. besøgende. Andre bynære rekreative områder er fx Marselisborg Slotspark. Der er hestevæddeløb på Jydsk Væddeløbsbane, og i Ceres Park & Arena, kan fodboldfans opleve fodboldklubben AGF på hjemmebane.
I 1914 blev Den Gamle By, verdens ældste frilandsmuseum for byhistorie, etableret i Aarhus. Museet har ansvaret for dansk byhistorie fra vikingetiden og frem til i dag og for nyere tids kulturhistorie i Aarhus og Favrskov Kommuner. Moesgaard Museum syd for Aarhus er kendt for sine udstillinger om Danmarks arkæologi og forhistorie, herunder Grauballemanden. Museet står desuden for arkæologien i Aarhus, Favrskov, Odder og Samsø Kommuner. Både Den Gamle By og Moesgaard Museum arbejder tæt sammen med Aarhus Universitet om undervisning og forskning.
ARoS Aarhus Kunstmuseum har rødder tilbage til 1858. I 2004 rykkede museet til sin nuværende placering i byens centrum, hvor det udgør et dynamisk midtpunkt for byens kunstliv med en samling, der spænder over 250 år.
Filminstruktøren Nils Malmros og forfatteren Svend Åge Madsen har beskrevet Aarhus i en lang række værker. På musiksiden er Aarhus kendt for kunstnere som Thomas Helmig og Gnags.
Århus Stiftstidende, der udkom første gang i 1794, og Jyllands-Posten fra 1871, er kommunens to store dagblade.
Meget af kulturen i Aarhus Kommune bæres frem af frivillige. Siden 1965 har kommunen satset på Aarhus Festuge som en begivenhed, der favner kunstnerisk bredt, og de to årlige rytmiske musikfestivaler, SPOT Festival og NorthSide, tiltrækker både et stort publikum og aktiverer mange frivillige. Da Aarhus i 2012 blev udnævnt som vært for Europæisk Kulturhovedstad i 2017, bidrog mere end 4.500 frivillige, og byen fik i 2018 titlen som Europæisk Frivillighovedstad.