Xylofon spillet af solojanitshar i Radiosymfoniorkesteret, Gert Sørensen. Fotografi fra 1997.

.

Xylofonen er et slagtøjsinstrument, der består af et varierende antal træstave med faststemte tonehøjder, anbragt i en eller flere rækker. De anslås med to eller flere køller med kugleformede hoveder af bl.a. træ eller gummi.

Faktaboks

Etymologi
Ordet xylofon kommer af gr. xylon 'træ' og phone 'lyd'.

Som folkemusikinstrument kendes det over store dele af verden, bl.a. i Afrika, Asien, Central- og Sydamerika og i Europa (Østrig, Ungarn og flere østeuropæiske lande). I Europa har xylofonen været kendt siden 1500-tallet, bl.a. under betegnelsen Strohfiedel, fordi stavene hvilede på bånd af strå. I 1800-tallet indførtes den i symfoniorkesteret, fx i Camille Saint-Saëns' Danse macabre (1875).

Den moderne orkesterxylofon, benyttet både i underholdnings- og kunstmusikken, spænder over 31/2 til 4 oktaver og noteres i diskantnøglen, oftest som den klinger. Stavene, der er ordnet kromatisk som de hvide og sorte tangenter på et klaver, hviler på et filtunderlag, anbragt på et bordstativ med hjul. Under hver stav er der fæstnet et resonansrør af metal. En dybere klingende variant er marimbaen. En del klaver- og guitarmusik er transskriberet for xylofon, ligesom der i nyere tid er skrevet original musik for den.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig