Viftevinger

En han af viftevingen Stylops melittae forsøger at parre sig med en hun, som stikker bagenden ud fra et bagkropsled på en hvidbrystet jordbi (Andrena vaga).

Viftevinger er en orden af små eller meget små insekter, som snylter på cikader, bier, hvepse og andre insekter. Der kendes omkring 600 arter, hvoraf fem arter er dokumenteret med sikkerhed fra Danmark.

Faktaboks

Også kendt som

Strepsiptera

De nyklækkede larver (op til 7.000 pr. kuld) opsøger selv deres værter, hvori de tager ophold; de mister benene i senere larvestadier.

Fuldtudviklede hunner er oftest 10 mm lange, men kan undertiden blive op til 30 mm. De mangler ben, vinger, øjne og antenner og bliver siddende i værten med bagenden stikkende ud.

De 2-6 mm lange hanner maser sig ud mellem værtens kropsled og flyver rundt i søgen efter hunner, godt hjulpet af antenner, store facetøjne og veludviklede bagvinger (forvingerne er omdannet til svingkøller).

Normalt dræbes værten ikke, men den steriliseres ofte og kan ændre udseende (man siger, at de stylopiseres, efter viftevingeslægten Stylops).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig