videnskabsetik

Videnskabsetik, den etik, som er knyttet til forskning (se videnskab). Videnskabsetik er af særlig betydning inden for sundhedsvidenskab, hvor den omfatter sikkerhed og rettigheder for patienter og sunde forsøgspersoner, der deltager i sundhedsfaglig forskning. De øvrige dele af sundhedsvidenskabens etiske aspekter (se medicinsk etik) er forskerens egen etik, primært troværdigheden, og etikken knyttet til offentliggørelse af resultaterne, publikationsetikken. Forskeretikken og publikationsetikken udgør forudsætningerne for, at en videnskabsetisk analyse af en konkret forsøgsplan har mening, fordi uhæderlig forskeradfærd i begge sammenhænge belaster den altruisme, som anmodninger til landets borgere om deltagelse i forsøg appellerer til.

Sundhedsvidenskab omfatter systematisk indsamling af information om patientgrupper og de underliggende sygdomsprocesser eller om virkningen af medicinske eller kirurgiske indgreb, udført på en afgrænset patientgruppe med sigtet at erhverve generaliserbar viden, der omfatter langt større patientgrupper (se klinisk forskning).

Sundhedsfaglig videnskabsetik er ikke primært en akademisk disciplin. Den skal tværtimod afspejle befolkningens værdier, normer og holdninger, som de synliggøres i konkrete forskningssituationer. Det betyder, at synet på forskningens nødvendighed påvirkes af både et historisk og et globalt perspektiv; historisk, fordi en væsentlig del af det behandlingsgrundlag, der anvendes i dag, hviler på tidligere patientgenerationers deltagelse i forsøg, og globalt, fordi det danske sundhedsvæsens nuværende muligheder for langt størstepartens vedkommende er tilvejebragt ved forskning i andre lande. Hvis disse to perspektiver snævres ind, vil den danske befolkning modtage langt mere, end vi i forhold til befolkningstallet selv yder til det globale fællesskab af viden.

Som følge af diktaturstaters umenneskelige tvangsanvendelse ved forsøg på fanger i fængsler og koncentrationslejre før, under og efter 2. Verdenskrig har det internationale samfund arbejdet stærkt på at udforme regelsæt, der sikrer overholdelse af de grundlæggende menneskerettigheder i forbindelse med sundhedsfaglige forsøg. Det har bl.a. ført til Helsinki-deklarationen, WHOs retningslinjer og Europarådets Bioetikkonvention fra 1997. Alle forudsætter de, at den etiske vurdering frigøres fra forskerens ensidige vurdering og supplerende henvises til videnskabsetiske komitéers bedømmelse.