Vanddrivende lægemidler, diuretika, lægemidler, der fremmer nyrernes udskillelse af salt og vand. Vanddrivende lægemidler anvendes først og fremmest ved sygelige tilstande med væskeophobning i kroppen (ødemer), fx ved svigtende hjertefunktion (hjerteinsufficiens), og ved blodtryksforhøjelse, hvor de virker blodkarudvidende og dermed nedsætter blodtrykket. Vanddrivende lægemidler hører til de allermest anvendte lægemidler, idet ca. 10 % af alle danskere indtager en daglig dosis.

Inddeling og virkemåde

Vanddrivende lægemidler inddeles i tre hovedtyper, der virker forskellige steder i nyrernes rørsystem. Loopdiuretika (slyngediuretika) virker i Henles slynge, tiazider virker i distale tubulus, og kaliumbesparende diuretika virker i samlerørene.

De først fremkomne lægemidler var tiazider (fx bendroflumetiazid, Centyl®), der har en langsomt indsættende virkning, som til gengæld varer næsten hele døgnet, mens de nyere loopdiuretika, fx furosemid (Lasix®) og bumetanid (Burinex®), har en hurtigt indsættende virkning, der varer op til ca. seks timer. Begge typer øger primært urinudskillelsen af natrium og klorid, hvilket medfører øget vandudskillelse. Foruden at virke mere langvarigt virker tiazider relativt mildt, mens loopdiuretika kan virke meget kraftigt med risiko for udtørring (dehydrering). Loopdiuretika virker også ved nedsat nyrefunktion (nyreinsufficiens), hvor tiazider ikke virker.

Under langvarig behandling med vanddrivende lægemidler er døgnurinproduktionen (diuresen) ikke øget. Især ved brug af loopdiuretika er der dog et ændret døgnmønster med en kraftig vandladning ca. en time efter indtagelsen og til gengæld reduceret vandladning senere. Dette gør, at tiazider bør foretrækkes i alle situationer, hvor deres virkning er stærk nok.

Samtidig med en øget udskillelse af natrium og vand er der en øget udskillelse af kalium ved brug af både tiazider og loopdiuretika, hvilket kan medføre nedsat kaliumkoncentration i blodet, hvorved der bl.a. kan optræde hjerterytmeforstyrrelser og muskelsvækkelse. Derfor bruges vanddrivende tabletter ofte med tilsat kalium, eller tilskud af kalium tilrådes i form af kaliumtabletter. De kaliumbesparende diuretika, fx spironolakton og amilorid, hæmmer nyrernes kaliumudskillelse. De virker i sig selv kun svagt på natrium- og vandudskillelse og bruges derfor overvejende i kombination med de to andre typer vanddrivende lægemidler.

Anvendelse

Vanddrivende lægemidler kan anvendes ved de fleste former for væskeophobning i kroppen, fx hjerteinsufficiens, lever- og nyresygdomme. De virker derimod ikke godt ved lokaliseret væskeophobning, fx ved årebetændelse eller væskeophobning i bughule eller omkring lungerne pga. kræftsygdomme. I sværere tilfælde kan lægemidler fra de tre grupper kombineres. Bruges vanddrivende lægemidler som blodtryksnedsættende stoffer, foretrækkes altid tiazider pga. deres langsomt indsættende virkning og mindre generende påvirkning af vandladningsmønstret. I modsætning til flere andre typer blodtryksnedsættende lægemidler er det vist, at tiazider ikke alene nedsætter blodtrykket, men også reducerer blodtryksforhøjelsens følgesygdomme i form af apopleksi og hjerteinsufficiens.

Bivirkninger

Vanddrivende lægemidler har generelt få alvorlige bivirkninger. Vigtigst er den øgede kaliumudskillelse og for de kaliumbesparende lægemidler en eventuelt øget tilbageholdelse af kalium i kroppen. Hos patienter med sukkersyge (diabetes mellitus) kan der forekomme en øgning af blodsukkeret, og ved urinsyregigt ses ofte øget blodkoncentration af urinsyre med risiko for anfald af podagra. Der kan optræde lysudslæt og impotens, hos ældre desuden svimmelhed med faldtendens. Under hedebølger er der forøget risiko for udløsning af hedekrampe pga. saltmangel. Mange vanddrivende lægemidler hæmmer udskillelsen af lithium, hvilket kan have betydning ved behandling af maniodepressiv psykose med lithium. Diuretika forstærker virkningen af lægemidler, der er ACE-hæmmere. NSAID-lægemidler, der bruges til behandling af gigt (se gigt (lægemidler)), fx ibuprofen, hæmmer virkningen af de fleste vanddrivende lægemidler.

Graviditet og amning

Vanddrivende lægemidler er ikke teratogene, dvs. at de ikke fremkalder misdannelser, men bør alligevel anvendes med forsigtighed under graviditet pga. risiko for salt- og væskemangel. De kan nedsætte mælkeproduktionen, men kan anvendes under amning.

Misbrug

Der foregår et vist misbrug af vanddrivende lægemidler, især i forbindelse med et tilstræbt vægttab, fx ved spiseforstyrrelser, eller ved doping mhp. fortynding af urinen for at sløre tilstedeværelsen af andre dopingstoffer. Denne brug må frarådes pga. risiko for bivirkninger i form af forstyrrelser i saltbalancen. Ved pludseligt ophør med behandlingen forekommer ofte en periode med væsketilbageholdelse i kroppen og deraf følgende vægtøgning, men denne er forbigående og bør almindeligvis ikke medføre genoptagelse af behandlingen.

Vanddrivende naturstoffer

Forskellige lægeplanter, fx padderok, er svagt vanddrivende ligesom kaffe og te; intensiv kaffe- og tedrikning kan således medføre lettere dehydrering.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig