padderok

Padderok, Equisetum, slægt i padderokfamilien, Equisetaceae, med i alt 15 arter, mest udbredt i tempererede egne. De er de eneste nulevende af en klasse af karsporeplanter, der havde sin rigeste udvikling i den geologiske periode Karbon med mange træagtige arter.

I Danmark findes otte arter i mange forskellige plantesamfund, ofte på fugtig, sumpet eller forstyrret jord. De fleste er små urter, men elfenbenspadderok, Equisetum telmateia, kan blive mandshøj. Agerpadderok, E. arvense, er almindelig og kan være et livskraftigt ukrudt; dens dybtgående jordstængler knækker let, og hvert stykke kan gendanne en ny plante, således at traditionel mekanisk jordbehandling oftest blot medfører, at planten opformeres.

Jordstænglerne står hos alle arterne formentlig altid i forbindelse med grundvandet og mineraljorden. Både jordstængler og luftskud har luftkanaler og er leddelte med indskudte vækstpunkter ved hvert led. De små, kransstillede, hindeagtige blade er sammenvoksede til skeder omkring stængelleddene, og herfra udgår grenkranse hos de fleste arter. Stængler og grene er grønne, mens bladene er uden betydning for fotosyntesen.

Hos de fleste arter sidder sporehusene i aks på de grønne skud, men fx agerpadderok bærer aksene på særlige blege vårskud, der visner allerede i maj måned, mens de grønne sommerskud ses resten af den lyse årstid. Aksene består af små, kransstillede, paraplyformede dannelser, der bærer sporehusene på bagsiden; sporerne er grønne og har fire lange udvækster, der bevæger sig ved skiftende luftfugtighed og befordrer spredningen.

Hele planten indeholder kisel til afstivning. Det er baggrunden for den tidligere anvendelse, især af den stedsegrønne skavgræs, E. hyemale, som skure-, slibe- eller polermiddel. Padderok brugtes tidligere til mange medicinske formål som herba equiseti; den benyttes stadig i vid udstrækning i urtete pga. sin vanddrivende virkning.