væskebalance hos dyr

Væskebalance hos dyr, Hos mange dyr findes særlige tilpasninger til regulering af væskebalancen. For landlevende dyr, særlig i tørre miljøer som ørkener, må mængden af vand, der mistes ved fordampning fra kroppen og gennem urinen, minimeres. Ørkenlevende gnavere og pungdyr er således ofte nataktive, så de høje dagtemperaturer undgås; de danner desuden ekstremt koncentreret urin og kan i høj grad klare sig med det vand, der findes i føden. Kængururotter, slægten Dipodomys, kan fx klare sig helt uden at drikke, selvom deres føde består af tørre frø. Ud over den smule vand, der findes i frøene, danner de metabolisk vand, dvs. vand dannet ved oxidation af kulhydraterne i føden. Også mange insekter dækker deres væskebehov på denne måde. Større dyr som kameler og oryxantiloper mindsker fordampningen fra kroppen ved at tillade, at kropstemperaturen stiger. Blodet til hjernen bliver dog afkølet ved varmeveksling med køligere, venøst blod fra næsehulen; dette blod er køligt pga. fordampning under vejrtrækningen.

Havlevende dyr har ofte en lavere saltkoncentration i kropsvæsken, end der er i vandet omkring dem. De risikerer derved at miste vand til omgivelserne. Nutidens benfisk løser problemet ved at indtage havvand og udskille overskuddet af salt vha. særlige celler (ionocytter) i gællerne. Havskildpadder, havleguaner og havfugle har alle saltkirtler, der tjener samme formål, og kan derfor drikke havvand.

Læs også om væskebalance hos mennesket og hos planter.