Uralske sprog, sprogæt, der tales af ca. 26 mio. i Nord- og Østeuropa samt i Vestsibirien. Sprogættens hovedgrene er de finsk-ugriske sprog og de samojediske sprog. Formentlig blev det uralske grundsprog talt omkring 3500-3000 f.Kr. i den nordlige Uralregion, hvorefter først samojedisk og senere ugrisk og finsk-permisk er udspaltet. Antallet af uralske sprog blev i 1900-t. reduceret betydeligt, ikke mindst som følge af det russiske sprogs dominans. De tidligste skriftlige kilder er ungarske og stammer fra 1100-t.
Frem til 1950'erne regnedes jukagirisk for et isoleret palæosibirisk sprog, men det anses nu for at være fjernt beslægtet med de uralske sprog. Nogle forskere foreslår derfor termen uralo-jukagirisk som betegnelse for hele sprogætten.
Fælles for de uralske sprog er et forholdsvis beskedent antal konsonanter, bl.a. ret få sibilanter, samt især i de vestlige sprog en tendens til vokalharmoni. De uralske sprog er overvejende agglutinerende og har en enkel stavelsesstruktur. Ledstillingen er i fremsættende sætninger oftest SVO, dvs. subjekt-verbum-objekt.
I stort set alle uralske sprog findes et fælles oldtyrkisk ordforråd, fx den finsk-ugriske verbalrod ol- 'være, leve' svarende til tyrk. olmak 'være, sidde'. Der findes dog også leksikalske paralleller til indoeuropæisk, fx samojedisk *seytwø 'syv', af indoeur. *séptm, estisk ven 'bror', af indoeur. *wen- 'elske, vinde' og finsk porsas 'gris', af indoeur. *pórkos. Se også østersøfinske sprog.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.