vokalharmoni

Artikelstart

Vokalharmoni, synharmonisme, fjernassimilation af vokaler, således at en vokal påvirker nabostavelsens vokal; se assimilation. Modsat nærassimilation er der altid mindst én konsonant imellem vokalerne. Vokalharmoni, der er et udbredt træk for tyrkiske, mongolske, visse finsk-ugriske, tungusiske og palæosibiriske sprog, er en form for udtrykskongruens inden for ordet og får det til at fremtræde som et hele i lighed med trykaccent i andre sprog. Der skelnes mellem progressiv og regressiv vokalharmoni.

Den progressive vokalharmoni er væsentlig for agglutinerende sprog som ungarsk og finsk, hvor sidste vokal i roden påvirker efterfølgende vokaler. Almindeligst er for- og bagtunge-harmoni, hvor fortungevokaler efterfølges af fortungevokaler og bagtungevokalerne af bagtungevokaler, fx tyrk. göz 'øje' over for gözüm 'mit øje' og kebap 'kebab' over for kebabım 'min kebab'; her er ö og ü rundede fortungevokaler og ı en urundet bagtungevokal.

En sekundær udvikling, som især findes i tyrkiske sprog, er forbundet med den grad, hvormed tungen er hævet eller sænket i forhold til ganen, fx jakutisk tiis 'tand' over for tiister 'tænder', orong 'seng' over for orongnor 'senge'.

Omlyd på germanske sprog er blevet forklaret som regressiv vokalharmoni, hvor rodstavelsens vokal påvirkes af den efterfølgende stavelses vokal, jf. oldhty. gast 'gæst', gesti 'gæster'. Omlyd er dog efter nogle forskeres opfattelse ikke systematisk nok til at kunne betegnes vokalharmoni.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig