Udvisning, beslutning om, at en udlænding skal forlade landet. En række afgørelsesformer, der indebærer udlændinges påtvungne udrejse, fx som følge af afslag på opholdstilladelse, benævnes ofte udvisning, men i dansk juridisk sprogbrug er udvisning en myndighedsafgørelse, hvorved en udlændings ret til at opholde sig i et land bringes til ophør som en form for sanktion over for uønsket adfærd. Udvisning medfører tillige et indrejseforbud, dvs. at udlændingen i en fastsat periode ikke på ny må rejse ind og opholde sig i landet uden særlig tilladelse i form af visum.

Ifølge Udlændingeloven kan der under nærmere angivne betingelser ske udvisning pga. udlændingens kriminelle handlinger, hvis udlændingen må anses for en fare for statens sikkerhed, af hensyn til den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed eller pga. udlændingens subsistensløshed, samt hvis en udlænding opholder sig i Danmark uden fornøden tilladelse. Afgørelse om udvisning pga. kriminalitet træffes som hovedregel af domstolene i forbindelse med straffesagens behandling, mens udvisning i de øvrige tilfælde kan besluttes af Udlændingestyrelsen med klageadgang til det ansvarlige ministerium og i visse tilfælde med særlig adgang til domstolsprøvelse af den administrative afgørelse.

Udvisningsreglerne blev i Udlændingeloven af 1983 udformet ud fra proportionalitetsprincipper, der dels kom til udtryk ved, at betingelserne for udvisning er snævrere, jo længere udlændingen har opholdt sig i Danmark (trinsystemet), dels gennem en række tilknytningsfaktorer og andre humanitære hensyn, der indgår i vurderingen af, om udvisning skal finde sted i det konkrete tilfælde. Selvom disse hensyn fortsat præger udvisningsreglerne, har lovændringer i 1996, 1998 og 2002 medført markante ændringer heri. Bestemte former for kriminalitet kan nu (2006) medføre udvisning uanset varigheden af udlændingens ophold i Danmark, hvis udlændingen idømmes ubetinget frihedsstraf, uanset straffens længde.

En anden nydannelse er betinget udvisning, som blev vedtaget ved en lovændring i 2006 med det formål at virke som en advarsel til den dømte og dennes familie i tilfælde, hvor en udlænding er tæt på at blive udvist pga. kriminalitet, men hvor der dog (endnu) ikke er fuldt tilstrækkeligt grundlag for udvisning.

Internationale menneskerettighedskonventioner har betydning for, i hvilket omfang der kan ske udvisning. Domstolene foretager en nøje vurdering af, om udvisning i det konkrete tilfælde er forenelig med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, navnlig konventionens art. 8 om beskyttelse af retten til familieliv og privatliv.

Regler for det diplomatiske korps

De begrænsninger, som lovgivningen fastsætter for udvisning af udenlandske statsborgere, vedrører ikke personale ved udenlandske repræsentationer i Danmark. Hvis regeringen af en eller anden grund ønsker, at et eller flere af repræsentationens udenlandske medlemmer, diplomatiske eller ikke-diplomatiske, skal forlade landet, gælder der særlige regler, som i praksis er ensbetydende med en ubegrænset mulighed for udvisning. I kraft af folkeretten som kodificeret ved art. 9 i Wienerkonventionen af 1961 om diplomatiske forbindelser kan Danmark til enhver tid og uden begrundelse meddele et andet land, at chefen for dets diplomatiske repræsentation i Danmark eller et hvilket som helst andet af repræsentationens medlemmer er persona non grata 'uønsket'. I så fald skal udsenderstaten enten hjemkalde den pågældende eller bringe hendes eller hans tjeneste til ophør. Hvis kravet herom ikke imødekommes, kan anerkendelsen af den pågældende som medlem af repræsentationen trækkes tilbage. Se også diplomatisk immunitet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig