Ubiquinon, coenzym Q10, 2,3-dimethoxy-5-methyl-6-dekaprenyl-1,4-benzoquinon, vitaminlignende stof opdaget 1956; molekylet er opbygget af en kinon- og ti isoprenenheder. Ubiquinon deltager som coenzym i cellernes energistofskifte i mitokondrier; en nedsættelse af ubiquinonmængden i mitokondriernes indermembran nedsætter elektrontransporthastigheden og ATP-produktionen.

Faktaboks

Etymologi
Ordet ubiquinon kommer af latin ubique 'overalt' og kinon.

Ubiquinon forekommer vidt udbredt i kosten, men kan også dannes ud fra aminosyren tyrosin hos alle pattedyr. Der er aldrig beskrevet mangeltilstande, der resulterer i symptomer eller øget risiko for sygdomme, og det vurderes, at en normal, varieret kost og dannelse ud fra tyrosin kan dække behovet for ubiquinon. På trods heraf er ubiquinon blevet markedsført som kosttilskud med konditionsfremmende og sygdomsforebyggende egenskaber, og det er tillagt en gunstig effekt ved angina pectoris, kræft, parodontose og sportspræstationer. Der menes ikke at være bivirkninger ved indtagelse af selv høje doser.

Bortset fra en mulig positiv virkning hos patienter med kronisk hjertesvigt er der ikke dokumentation for en sundhedsfremmende virkning.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig