tysk møntvæsen

Tysk møntvæsen, Tysklands mønthistorie fra 1000-t. og til langt op i 1800-t. kan være vanskelig at få overblik over, da Tysklands territoriale opsplitning førte til et næsten uoverskueligt stort antal møntudstedelser.

Den karolingiske denar, på tysk område pfennig, var i omløb i det vestlige Tyskland i 700-900-t. (se karolingermønter), og vigtige møntsteder var Dorestad, Köln, Mainz og Trier. I 1000-t. var der som følge af en rundhåndet tildeling af møntprivilegier ca. 150 møntsteder i Tyskland. Sølvmønternes vægt var dog nogenlunde ensartet, ca. 1 g.

Fra slutningen af 900-t. til første halvdel af 1000-t. spillede de tyske mønter en betydelig rolle i Danmark, inkl. Skåne, hvor der er fundet ca. 24.000 mønter (1990). I Østersølandene var de i omløb til ind i 1100-t. I midten af 1100-t. kunne pfennigene i Sachsen og Harzområdet blive over 5 cm i diameter og så tynde, at der kun prægedes motiv på den ene side (se brakteat). Disse mønter var kun lidet udbredt i Danmark, men inspirerede til udmøntningen af små, kunstnerisk raffinerede brakteater i Jylland. Sidst i 1100-t. udmøntedes heller i SV-Tyskland. Det var oprindelig en sølvmønt på ¹/₂ g, og den blev i de følgende århundreder udbredt i Tyskland.

Fra midten af 1200-t. blev behovet for større ensartethed markant; i 1255 indgik Hamburg og Lübeck i møntunion, der sidst i 1300-t. udviklede sig til den vendiske møntunion (se lybsk møntvæsen). De rhinske kurfyrster prægede fra 1386 guldmønter med ensartet motiv, den rhinske gylden. Turnosen, der var en efterligning af den franske gros tournois, vandt betydelig udbredelse i Nord- og Vesttyskland, ofte som lokale efterligninger. I Sachsen prægedes fra 1338 groschen, og møntenheden batzen var 1492-1532 udbredt i Sydtyskland. I slutningen af 1400-t. vandt sølvmønter på ca. 30 g frem, bl.a. gyldengroschen. Disse fortrængtes af daleren, der fra 1519 udmøntedes i Bøhmen og i 1566 blev anerkendt rigsmønt med et sølvindhold på 26 g. Tilsvarende prægedes halve, kvarte og ottendedelsdalere af dalersølv (ca. 900‰ lødigt), mens skillemønterne var af ringere lødighed. Sølvmineområderne i Harzen, Sachsen, Bøhmen og Tyrol var centre for dalerproduktionen, og også Nürnberg, Lübeck og Hamburg havde betydelig udmøntning.

Fra sidste tredjedel af 1600-t. vandt lettere dalermønter (se gylden) udbredelse, i Nordtyskland således ²/₃-dalere. Fra midten af 1700-t. blev en såkaldt konventionsdaler udbredt, hvoraf den kendteste er den østrigske Maria Theresia-taler, der havde en vægt på ca. 28 g og indeholdt ca. 23 g sølv.

Efter Napoleonskrigene genoptog man bestræbelserne på et ensartet møntsystem. Fra 1837/38 dominerede to systemer, den sydtyske gylden og den nordtyske preussiske daler. Deres indbyrdes forhold var 4:7. Ved foreningen af Det Tyske Rige i 1871 indførtes en fælles tysk mønt, mark, der blev sat til ¹/₃ af den preussiske daler.

Marken blev ødelagt af hyperinflationen efter 1. Verdenskrig; ved udgangen af 1923 svarede 1 billion mark således til den nye rentemark, fra 1924 kaldet rigsmark. Efter 2. Verdenskrig gik Tysklands pengevæsen på ny i opløsning. I Vesttyskland indførtes D-marken i juni 1948; dens værdi i forhold til rigsmarken var 1:10. D-marken udviklede sig til at blive en af Europas stærkeste valutaer, mens DDR-marken, der også var indført i 1948, hørte til i rubelområdet. Efter den tyske genforening i 1990 blev DDR-marken indvekslet med D-marken i forholdet 1:1. Den tyske D-Mark blev i 2002 afløst af euro (1 euro = 1,96 DM).