tyran

Tyran, nedsættende betegnelse for en enehersker. Ordet, der muligvis er af lydisk oprindelse, blev brugt af grækerne fra ca. 650 f.v.t. I begyndelsen brugtes tyrannos ofte neutralt, synonymt med basileus 'konge', men siden ca. 500 f.v.t. har det udelukkende været brugt nedsættende.

I græsk historie og filosofi udøver tyrannen sin magt i strid med loven og kun i egen interesse. Hans styre er baseret på vold og frygt. Han omgiver sig med en livvagt, ofte af lejetropper, og han lader venner og slægtninge besætte alle bystatens nøglepositioner. Han kan være en usurpator, der har taget magten ved et kup, men er ofte en karismatisk demagog, som efter at være blevet valgt til hersker gør borgerne til sine slaver.

Tyranner bliver næsten altid styrtet ved en revolution; skønt tyranmagten er arvelig, er Kypseliderne i Korinth (ca. 657-585 f.v.t.) et sjældent eksempel på et dynasti af tyranner, der rækker ud over to generationer. I det arkaiske Hellas blev mange bystater styret af tyranner. I klassisk tid var tyrannerne i Hellas styrtet, men de fandtes stadig på Sicilien, fx Dionysios 1. og Dionysios 2. i Syrakus (405-344 f.v.t.).

Ordet blev også brugt af romerne (lat. tyrannus), således af Cicero om Cæsar, hvis mordere kaldes tyranmordere. Fra latin har termen bredt sig til de fleste europæiske sprog. En tyran kan ses i Ambrogio Lorenzettis freskoer Den gode og den dårlige regering (1338-39) i rådhuset i Siena, og Christian 2. blev til Christian Tyran efter Det Stockholmske Blodbad 1520.

I den forfatningstypologi, som Montesquieu opstiller i De l'Esprit des lois (1748, da. Om Lovenes Ånd, 1998), bruges i stedet termen despot (se despoti); siden Napoleon 1. og især efter 1. Verdenskrig har diktator været den almindeligste betegnelse for en tyrannisk enehersker, og tyran bruges nu fortrinsvis i overført betydning om en hvilken som helst leder, der opfører sig tyrannisk.