basileus

Basileus, (gr. 'konge'), oldgræsk titel, kendes allerede på mykensk i bronzealderen, men her brugt om lokalembedsmænd. I de homeriske digte bliver troernes og achaiernes ledere kaldt basileus, fx Priamos og Agamemnon, og ifølge traditionen var landskaberne og byerne i Hellas oprindelig styret af en basileus. I arkaiske kilder bruges ordet dog fortrinsvis om aristokratiske embedsmænd, og der kunne være mange personer med titlen basileus i hver bystat. I Athen var titlen forbeholdt en enkelt embedsmand, nemlig kongearchonten, se archonter. Titlen basileus brugtes også om fremmede monarker, først og fremmest om perserkongen, fx Xerxes, siden hen om de makedonske konger, fx Alexander den Store, og om kongerne i de hellenistiske riger, fx ptolemæerne.

I Det Byzantinske Rige blev titlen basileus brugt om kejseren. Først fra 600-t. blev den officiel titel (indtil da brugtes ordet autokrator), men den var alment brugt også tidligere. Hvis der var både kejser og medkejsere, bar alle titlen basileus, mens kun hovedkejseren tillige var autokrator.

Fra omkring 800 blev den almindelige titel basileus rhomaion, romernes kejser, formodentlig som svar på Karl den Stores kejserkroning og hans krav på at videreføre det antikke romerske imperium. Det byzantinske diplomati kaldte derefter Karl den Store og hans efterfølgere for frankernes basileus. Andre herskere, fx bulgarernes og serbernes, tog sig titel af romernes basileus i forsøget på at gøre den byzantinske kejser rangen stridig. De blev naturligvis ikke anerkendt af Byzans, men betegnelsen basileus, uden tilføjelsen "romernes", blev efterhånden almindelig for udenlandske regenter og fyrster.