tyndtarmssvulster

Godartede svulster udgør ca. ¹/₃ af tyndtarmens svulster. De kan være udgået fra tarmens slimhinde, fra muskulaturen eller fra tarmens kar-, nerve- eller fedtvæv. Afhængigt af udgangspunktet kan svulsterne være polypper i slimhinden (adenomer) eller knuder i tarmvæggen, fx fedtsvulster (lipomer). De fleste godartede svulster kan med tiden omdannes til kræft. Dette gælder dog ikke Peutz-Jeghers' syndrom (efter den hollandske læge J. Peutz (1886-1957) og den amerikanske læge H.J. Jeghers (1904-90)), som er en dominant arvelig sygdom med talrige polypper af en særlig type (hamartomer), især i den øverste del af tyndtarmen, og melaninpigmenteringer omkring mund og øjne.

Ondartede svulster, tyndtarmskræft, er sjældne. Tyndtarmen udgør 90 % af fordøjelseskanalens indre overflade, men kun få af fordøjelseskanalens kræftsvulster udgøres af primære tyndtarmssvulster. De repræsenteres nogenlunde ligeligt af adenokarcinomer, maligne lymfomer, som oftest led i en mere vidtspredt sygdom, og karcinoide eller andre hormonproducerende svulster. Metastaser er langt hyppigere end primære svulster.

Diagnosen kan i mange tilfælde stilles ved røntgenundersøgelse, ultralydundersøgelse eller CT-scanning. Behandlingen er kirurgisk med fjernelse af det tarmstykke, hvor svulsten sidder, og det tilhørende tarmkrøs. Medicinsk efterbehandling med kemoterapi kan komme på tale, især ved lymfomer eller hormonproducerende svulster.

Der er let øget risiko for udvikling af tyndtarmssvulster hos patienter med Crohns sygdom og cøliaki.