tyktarmssvulster

Godartede svulster kan være fedtknuder (lipomer), fibromer eller inflammatoriske polypper som led i en betændelsessygdom i tarmen, men polypper (adenomer) er langt de hyppigst forekommende. Polypperne kan variere i størrelse fra 0,5 cm til 5 cm og være stilkede eller bredbasede. Overfladen er beklædt med epithelceller, som kan vise varierende grader af atypi (se dysplasi), dvs. forstadier til kræft. Graden af atypi er udtryk for risikoen for egentlig kræftudvikling. Der kan være en enkelt eller mange polypper, og de kan findes i hele tyktarmen. Langt de fleste patienter med polypper er symptomfrie; blødning kan dog forekomme, men diagnosen stilles oftest tilfældigt ved undersøgelse af tarmen i anden anledning. Pga. risikoen for omdannelse til kræftsvulster bør adenomer fjernes, hvilket næsten altid kan ske ved elektrokirurgi gennem et koloskop. Efter polypfjernelse skal patienterne kontrolleres; hyppigheden afhænger af polyppens art. Forekomsten af polypper er stor, i Vesteuropa omkring 25 %. De forekommer sjældent før 30-årsalderen, og forekomsten tiltager med stigende alder.

Ondartede svulster, tyktarmskræft, cancer coli, forekommer næsten altid som et adenokarcinom opstået i tarmens slimhinde, hyppigst i en polyp. I sygdommens tidlige stadium er der ingen eller få, ukarakteristiske symptomer, som er vanskelige at skelne fra fx colon irritabile eller divertikelsygdom. Hvis svulsten sidder i tyktarmens højre side (colon ascendens), vil der efterhånden udvikles træthed, vægttab og blodmangel pga. blødning fra svulsten, som hos halvdelen af patienterne kan føles gennem bugvæggen. Ved svulster i tyktarmens venstre side (colon descendens og colon sigmoideum) er der normalt ændringer i afføringsmønsteret, især i form af tiltagende forstoppelse vekslende med diarré, og der kan være slim og synligt blod i afføringen. Tyktarmens diameter er her væsentlig mindre end i højre side, og kræftsvulster fremkalder derfor oftere forsnævring (stenose) i venstre side. Hos ca. 25 % af patienterne konstateres sygdommen først i forbindelse med indlæggelse for tarmslyng pga. stenose, og i sjældne tilfælde kan der gå hul (perforation) på tarmen med bughindebetændelse til følge. I begge tilfælde kræves akut operation, evt. med en midlertidig kolostomi. Tyktarmskræft kan sprede sig dels ved direkte vækst gennem tarmvæggen til bughinden eller naboorganerne, dels ved metastaser via blodkar og lymfebaner, især til lever og lymfeknuder.

Behandlingen er kirurgisk med fjernelse af svulsten og den tilgrænsende del af tyktarmen; samtidig fjernes tarmens krøs, hvori lymfeknuderne sidder. Ca. 25 % af patienterne har metastaser på diagnosetidspunktet, og nogle svulster kan ikke fjernes pga. indvækst i naboorganer. Der opnås derfor kun en tilstræbt helbredende operation hos 60-65 %. Supplerende kemoterapi kan komme på tale ved lymfeknudemetastaser og hos patienter, der ikke er helbredt med operation. Kirurgisk fjernelse af metastaser i leveren er mulig, hvis der er få, eller hvis de kun sidder i en af leverens halvdele. Ca. 58 % af patienterne er i live fem år efter diagnosetidspunktet.

Tyktarmskræft er hyppigt forekommende i Europa og USA, sjældnere i Japan og Sydamerika og sjælden i ulande. I Danmark forekommer ca. 4100 tilfælde af tyktarms- og endetarmskræft om året.

Årsagen til sygdommen er ukendt, men indtagelse af fibre fra frugt og grøntsager synes at yde en vis beskyttelse, ligesom tilstrækkelig indtagelse af vitaminer og calcium og langvarig brug af acetylsalicylsyre muligvis kan være forebyggende.

Risikoen for udvikling af tyktarmskræft er fordoblet, hvis der er en nær slægtning, der har sygdommen, og tre gange øget, hvis der er to nære slægtninge, der har sygdommen.

Familiær adenomatøs polypose (FAP) og hereditær nonpolypøs kolorektal kræft er begge dominant arvelige sygdomme. Ved den første udvikles der talrige, efterhånden mere end 100 adenomatøse polypper i tarmen, som alle udvikles til kræft, gennemsnitlig i 36-årsalderen. Hereditær nonpolypøs kolorektal kræft optræder familiært uden forudgående polypper, og der udvikles i en ung alder navnlig højresidige kræftsvulster. Ved begge sygdomme tilrådes forebyggende fjernelse af tyktarmen. Patienter med disse to sygdomme registreres i et dansk polyposeregister, hvortil familiemedlemmer kan henvises; herfra koordineres udredning, henvisning til genetisk rådgivning og molekylærbiologisk diagnostik.

Patienter med colitis ulcerosa og Crohns sygdom har øget risiko for udvikling af tyktarmskræft afhængigt af sygdommens varighed og sværhedsgrad. Fjernelse af adenomatøse polypper nedsætter kræftrisikoen, og det er påvist, at man ved screening med undersøgelse for blod i afføringen og koloskopi kan nedsætte dødeligheden med ca. 15 %.

Genforholdene i den såkaldte adenom-carcinom-sekvens i tyktarmens epithelcellers DNA har været genstand for grundig forskning fra 1990'erne. Der er både tale om virkning af mutationer, der giver anledning til svulstdannelse (onkogener), og om tab af tumorsuppressorgener, der normalt modvirker svulstdannelse. Genernes lokalisation på kromosomerne og deres molekylærbiologiske virkemåde ved celledeling er efterhånden godt klarlagt.