Acetylsalicylsyre.

.

Acetylsalicylsyre, simpel organisk syre, der blev indført som lægemiddel i 1899 og stadig er meget udbredt som det virksomme stof i tabletpræparater som Albyl®, Aspirin®, Idotyl® mfl. Optagelsen fremmes, når det indtages i en opløsning (brusetabletter).

Acetylsalicylsyre lindrer lette til moderate smerter, fx hovedpine, tandpine og muskelsmerter, nedsætter temperaturen ved feber og mindsker de betændelsesagtige reaktioner ved gigtlidelser. Stoffet kan desuden nedsætte risikoen for blodpropper ved åreforkalkning, idet det hæmmer blodpladernes funktion (Hjertemagnyl®). Den hyppigste bivirkning er irritation af maveslimhinden, og derfor bør stoffet undgås, hvis man har tendens til mavesår og blødning.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig