Betegnelsen "poesia crepuscolare", tusmørkedigtning, blev første gang anvendt af litteraturkritikeren Giuseppe Antonio Borgese d. 10. september 1910 i dagbladet La Stampa i en anmeldelse af tre digtsamlinger af Marino Moretti og to andre forfattere.

Faktaboks

Også kendt som

poesia crepuscolare

Moretti udgør sammen med Guido Gozzano og Sergio Corazzini tusmørkedigtningens trekløver, mens også Aldo Palazzeschi og Corrado Govoni kan nævnes.

Tusmørkedigterne – genretræk

Fælles for tusmørkedigterne er, at de fremstår som livstrætte dekadenter, der i et simpelt og nedtonet sprog formulerer eksistentielt ubehag og tristesse. Vemodige minder om den tabte barndom blandes med en stille værdsættelse af dagligdagens små, ydmyge glæder. De eneste, der findes, eftersom fortiden er tabt og fremtiden håbløs.

Melankoli og kedsomhed

Digtenes øde gader, tomme pladser og uplejede haver, deres borgerlige saloner, afsidesliggende kirker og støvede lofter, kort sagt den grå hverdag i provinsen, udtrykker spleen, melankoli, umulig kærlighed og afvisning af store idealer.

Betragtet på den måde kan tusmørkedigtningen ses som futurismens modsætning.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig