Betegnelsen "poesia crepuscolare", tusmørkedigtning, blev første gang anvendt af litteraturkritikeren Giuseppe Antonio Borgese d. 10. september 1910 i dagbladet La Stampa i en anmeldelse af tre digtsamlinger af Marino Moretti og to andre forfattere.
poesia crepuscolare
Moretti udgør sammen med Guido Gozzano og Sergio Corazzini tusmørkedigtningens trekløver, mens også Aldo Palazzeschi og Corrado Govoni kan nævnes.
Fælles for tusmørkedigterne er, at de fremstår som livstrætte dekadenter, der i et simpelt og nedtonet sprog formulerer eksistentielt ubehag og tristesse. Vemodige minder om den tabte barndom blandes med en stille værdsættelse af dagligdagens små, ydmyge glæder. De eneste, der findes, eftersom fortiden er tabt og fremtiden håbløs.
Digtenes øde gader, tomme pladser og uplejede haver, deres borgerlige saloner, afsidesliggende kirker og støvede lofter, kort sagt den grå hverdag i provinsen, udtrykker spleen, melankoli, umulig kærlighed og afvisning af store idealer.
Betragtet på den måde kan tusmørkedigtningen ses som futurismens modsætning.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.