tunge

Tunge, gr. glossa, organ knyttet til mundhulen; kendes hos næsten alle hvirveldyr, hvor udformningen afspejler tungens funktion som et redskab til indsamling og bearbejdning af de fødeemner, arten ernærer sig af.

Tungen er udviklingshistorisk anlagt bagtil i mundhulens gulv som en udvækst på den anden branchiebue (tungebensbuen, se fosterudvikling). Denne såkaldte primære tunge indeholder ikke muskulatur, men kan være besat med pigge som middel til at fastholde et bytte. En primær tunge er bevaret hos fiskene og enkelte halepadder. Hos de fleste springpadder er tungen udvidet med en tilbygning, dannet fra et foranliggende kirtelrigt område i mundbunden, og har optaget muskulatur (fra de øverste myotomer på halsen, se skeletmuskulatur). Denne tilbygning er fæstnet fortil; tungespidsen vender bagud, men kan smækkes frem og gribe et bytte, der fastholdes på dens klæbrige overflade. Nogle salamandre har med samme formål udviklet en lang, tynd tunge omkring en udvækst på tungebenet, der kan skydes ud af munden.

Hos krybdyr og pattedyr er tungen yderligere udbygget med bidrag fra første og tredje branchiebue og med muskulatur, der muliggør præcisionsstyrede bevægelser. Navnlig blandt insektædere findes højt specialiserede tungeapparater. Kamæleoner kan på under 50 ms skyde deres klæbrige tunge frem i en længde, der svarer til dyrets kropslængde. Myreslugeres lange tunge (60 cm hos stor myresluger) er cylindrisk, muskuløs, klæbrig, følsom og meget bevægelig; den er dermed egnet til at undersøge termitboers gangsystemer. Myrepindsvins og skældyrs lange tunger indeholder erektilt væv, der strækkes ved at fyldes med blod ligesom en penis.

Fugles tunger er almindeligvis korte og stive og indeholder en benet, tapformet kerne, entoglossus, der bagtil er fastgjort til tungebenet; undtagelser er kolibrier, hvis lange, tynde, bladformede tunge er oprullet som et rør, hvori nektar samles, og spætter, som kan skyde tungen ud i tre gange næbbets længde.

Hos planteædende pattedyr, fx drøvtyggere, er tungen meget aktiv under fødeindsamlingen, bl.a. ved afrivning af plantedele, der holdes fast mellem dens ru, forhornede overside og ganen; under tygning føres føden vha. tungen ind mellem tandrækkerne. Også rovdyrs tunger er ru og velegnede til at raspe kødtrevler fra knogler. I tillæg til de mekaniske funktioner er tungen sæde for smags- og følesans og rummer hos mange dyr slimkirtler og ansamlinger af lymfoidt væv tilhørende immunapparatet. Hos mennesket har tungen en meget speciel funktion ved artikulation af det talte sprog.

Se også hoved, mund, smagssans og synkning.