Synkning, den proces, hvorved føde bringes fra mundhulen til mavesækken. Synkning indledes som en viljebestemt handling, ved at den færdigtyggede fødebolle samles på tungeryggen. Ved kontraktion af muskulaturen i mundbund og tunge presses fødebollen bagud mod svælget. I begyndelsesfasen kan synkningen afbrydes, men når fødebollen når tungens bageste del, skrider synkningen automatisk videre, styret af komplicerede reflekser uden for viljens kontrol. Respirationen standser reflektorisk under synkning, og den bageste, bløde del af ganen hæves og lukker for adgangen til næsesvælg og næsehule. Kontraktionen af mundbundsmuskulaturen (de øvre tungebensmuskler) løfter strubehovedet, og den samtidige bagudføring af tungen bevirker, at strubelåget lukker for indgangen til strubehovedet. Når føden når indgangen til spiserøret, fortsætter transporten som en peristaltisk transport, styret fra et synkningscenter i hjernestammen tæt ved respirationscentret. Passagetiden for fast føde gennem spiserøret er 7-8 sekunder; væske passerer væsentlig hurtigere.

Kontraktionen af de muskler, der under synkning hæver ganen, fremkalder samtidig en åbning af det eustakiske rør (høres som et klik i øret), hvorved trykket i mellemøret udlignes med trykket i næsesvælget.

Synkereflekserne kan forstyrres, fx ved tale og latter, navnlig ved samtidig alkoholpåvirkning, således at føde trænger op i næsehulen eller ned i strubehovedet (den gale hals), hvilket øjeblikkelig udløser hosterefleksen. Også ved sygdomme i centralnervesystemet, navnlig i hjernestammen, optræder synkeforstyrrelser. Se også spiserør og synkebesvær.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig