spiserør

Spiserør, forbindelsen mellem svælg og mavesæk. Spiserøret er hos et voksent menneske 25-30 cm langt, i tom tilstand knap 1¹/₂ cm i diameter, under synkning op til ca. 3 cm.

Transporten af fødemidler gennem røret sker ved peristaltiske bevægelser fremkaldt af muskulaturen i rørets væg; i opret stilling hjulpet af tyngdekraften. I den øvre del af røret findes kun tværstribet skeletmuskulatur, som ned mod mavesækken i en jævn overgang afløses af glat muskulatur. Den indre overflade dannes af et tykt, flerlaget pladeepithel, som har stor slidstyrke. Transporten af føden lettes ved smøring med slim tilført med spyttet og afgivet fra kirtler i spiserørets væg.

Det er vigtigt, at aflukningen mod mavesækken er tæt, undtagen når der synkes, fordi mavesyren ellers som sure opstød trænger op og fremkalder sviende ætsninger i spiserøret (reflux-oesophagitis, se spiserørssygdomme). Aflukningen fremkaldes dels af spiserørets egen muskulatur, dels af mellemgulvet, der danner en muskelslynge omkring spiserøret.

Ved overgangen mellem svælg og spiserør findes et svagt sted, hvor rørets væg kan give efter og pose ud som en pulsionsdivertikel, hvori madrester kan samle sig.

Spiserøret tjener hos de fleste dyr blot som transportvej, men hos mange fugle findes et specielt udvideligt afsnit, hvori føde kan opbevares midlertidigt, fx mhp. opgylpning til unger på reden eller blot senere fordøjelse, hvis fødeindtaget har oversteget mavens øjeblikkelige kapacitet. Hos nogle fugle, bl.a. duer, har udvidelsen form af en permanent poseformet struktur, kroen, hvori der findes kirtler, hvis sekret, duemælk, giver en nærende, fedtholdig tilblanding til ungernes føde.