Tsuba, japansk parerplade, en oftest 8 cm bred metalplade indsat mellem fæstet og klingen på et japansk sværd. Tsuba er især blevet fremstillet af jern, men også af legeringer og blødere metaller. De fleste er runde, firkantede eller indskårne.

Da sværdet var samuraiens vigtigste ejendel, blev tsuba og andre sværdprydelser fremstillet i udsøgt kvalitet, ofte elegant dekoreret i relief med indlægninger af metaller i andre farver eller udført i gennembrudt arbejde med motivet i silhuet.

Populære motiver var familiemærker (mon), religiøse symboler, dyr og andre emner fra naturen. De ældste bevarede tsuba stammer fra Nara-perioden (710-794).

Fremstillingen ophørte, da det i 1870 blev forbudt at bære sværd i Japan.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig