samurai

Samurai, den japanske krigerstand. Fra 900-tallet var samurai titel på en person, der havde sjette eller lavere rang i et kinesisk inspireret hierarki, det vil sige at det var embedsmænd og krigere med begrænset magt. Efterhånden blev ordet næsten udelukkende brugt om krigere. Titlen afskaffedes formelt i 1871 som led i moderniseringen af Japan.

Samuraien skulle beherske både krigens og det civiles kunst. Moralkodekset for krigerne, bushido, blev endeligt kodificeret i løbet af Tokugawa-perioden (1603-1868) og bestod af dyder som trofasthed, udholdenhed, nøjsomhed og ære; det var samuraiens pligt og privilegium at forsvare disse dyder med sit liv, i yderste tilfælde ved at skære sin mave op (harakiri). For tjenester og loyalitet tildeltes samuraierne jord.

Som led i samlingen af landet påbød Hideyoshi Toyotomi i 1590 samuraierne at flytte ind til borgbyerne; herefter skete aflønningen i form af ris. De følgende cirka 300 år var præget af fred og et stærkt skel mellem stænderne. I princippet måtte kun samuraien bære våben, først og fremmest sine to sværd, og det var hans pligt at holde sig våbendygtig.

Titlen blev med tiden familieeje, og en del samuraier måtte søge andre indtægtskilder; de lagde vægt på deres civile kunnen og arbejdede som lærere, læger og bureaukrater. Samuraiernes kampkunst lever videre i fx kendo.