Tryllestav, tryllekvist, genstand, som bruges af magikere og andre til at fremtrylle eller forvandle noget. Tryllestave, der optræder i myter og sagn hos alle folkeslag, kan have mange forskellige funktioner, men fælles for dem er, at de etablerer en forbindelse mellem magikeren og målet for hans trolddom. Kulturhistoriske eksempler er fx Hermes' heroldstav, caduceus, og Harlekins træsværd. I eventyr kendes tryllestaven fx fra den gode fe, men ønsker opfyldes også ved hjælp af andre genstande som fx frugt, æg, hatte og fløjter.