Træ, den del af vedplanters, især træers, stamme, grene og rødder, der anvendes til bl.a. brænde, papirmasse, finer, spånplader og møbler. Træ anvendes i denne forbindelse ofte synonymt med ved, der normalt inddeles i to hovedgrupper, løvtræ (fx bøg og eg) og nåletræ (fx gran og fyr). De forskellige træsorter varierer betydeligt, hvad angår deres massefylde (densitet), som udtrykkes i kg/m3. Fx har balsatræ en densitet på 160, mens pokkenholt har en densitet på 1250. Hjemlige træsorter som fx bøg (660) hører til de middeltunge træsorter, mens fx poppel (420) hører til de lette. Veddets mekaniske egenskaber, fx hårdhed, tryk-, træk- og bøjningsstyrke, er som regel proportionale med densiteten. Veddets holdbarhed over for svamp, insekter, vind og vejr afhænger af træets naturlige indhold af forskellige garve- og gummistoffer eller harpiks (se kerneved) foruden af en eventuel træbeskyttelse. De største producenter af træ er USA, Rusland og Kina. Hertil kommer en stigende produktion af tropisk træ fra bl.a. Brasilien og Indonesien. Vigtige eksportører af træ og træmasse er Sverige, Canada og Finland, mens Danmark er verdens største eksportør af juletræer.