Tokammersystem er et repræsentationssystem, hvor parlamentet er opdelt i to forsamlinger, som kan være tillagt forskellige kompetencer, og hvortil medlemmerne som regel er valgt (eller udpeget) på forskellig måde.

Terminologien er ikke entydig: I fx Danmark, Sverige og Holland kaldes det kammer, hvortil medlemmerne enten slet ikke er valgt eller valgt med en begrænset valgret, førstekammeret. Det kammer, hvortil medlemmerne er valgt med den bredeste valgret, kaldes så for andetkammeret. I blandt andet Storbritannien og Frankrig er terminologien derimod omvendt.

Mens tokammersystemet er gammelt, er etkammersystemet af nyere dato. De europæiske lande har tokammersystemer bortset fra de nordiske lande, der har etkammersystemer.

Fortalere for etkammersystemer fremhæver, at dette system mest konsekvent efterlever de demokratiske principper om lige og almindelig valgret.

Argumenterne for tokammersystemet afhænger af dets udformning: Førstekamre (i dansk betydning) har været begrundet med, at særlig kvalificerede skal have mulighed for at øve indflydelse på lovgivningen, at betydningsfulde samfundsmæssige interesser skal sikres repræsentation, at forhastet lovgivning skal modvirkes, og det bidrager debatten i de to forskellige forsamlinger til, at stabilitet og kontinuitet sikres over for aktuelle folkestemninger, og at såvel statsborgerne som medlemsstaterne skal repræsenteres i forbundsstater (som USA, Tyskland og Sydafrika).

Valg til førstekamre kan dels være direkte som til det amerikanske senat eller indirekte som til det tyske Bundesrat (se forbundsråd). Den danske retsfilosof Alf Ross har ud fra de forskellige kriterier skelnet mellem et aristokratisk, et konservativt, et demokratisk og et føderativt førstekammer.

De to kamre kan have samme eller forskellig kompetence i forbindelse med bestemte former for beslutninger. Som regel er andetkammeret tillagt større kompetence end førstekammeret; fx er regeringen i parlamentariske styreformer ansvarlig over for andetkammeret, og ofte skal lovforslag, specielt finanslove, først fremsættes og vedtages af andetkammeret.

I Danmark blev tokammersystemet afskaffet med Grundloven af 1953.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig